BEK 824/2022 · Bekendtgørelse om tilskud til etablering af højhastighedsbredbånd i 2022
BEK 824/2022 Art. 12
Tilsagn om tilskud
I forbindelse med tilsagn om tilskud fastsætter Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur et tilskudsgrundlag i form af et godkendt budget for projektet, herunder en frist for hvornår projektet senest skal være afsluttet.
Stk. 2. Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur kan nedsætte det ansøgte tilskudsgrundlag, bl.a. hvis: 1) de oplyste omkostninger vurderes for højt fastsat, 2) der i budgettet for projektet er medtaget følgearbejder af urimeligt stort omfang, 3) de oplyste omkostninger skønnes at omfatte arbejder uden betydning for projektet, 4) der ikke er modregnet opnåede eller forventede tilbagekrediteringer, rabatter og lignende, eller 5) der er medtaget omkostninger, hvortil der ikke kan ydes tilskud.
Stk. 3. Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur kan i tilsagnet fastsætte en tilskudsprocent, der er forholdet mellem tilsagnet om tilskud og det godkendte ansøgningsbudget.
Stk. 4. Tilsagn om tilskud meddeles for et maksimalt tilskudsbeløb, dog således at udbetaling af tilskud, herunder eventuel rateudbetaling, ikke kan overstige den fastsatte tilskudsprocent.
Stk. 5. Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur kan fastsætte yderligere vilkår for tilsagn om tilskud.