BEK 767/2022 Art. 6
Tildelingskriterier
Der gælder følgende krav for at opnå tilskud fra ansøgningspuljen: 1) Kommunen skal redegøre for sine forudsætninger for at bidrage til modningen af en på forhånd fastlagt indsats for ambulante tilbud i kommunalt regi. Indsatsen uddybes i ansøgningsvejledningen og tilhørende bilag. 2) På baggrund af en konkret vurdering, skal kommunen sandsynliggøre et tilstrækkeligt stort antal borgere i målgruppen til at kunne modne modellen, herunder oprette gruppebaserede samtaleforløb.
Stk. 2. Der gælder endvidere følgende organisatoriske krav for at opnå tilskud fra ansøgningspuljen: 1) Kommunen skal beskrive projektets organisering, der skal understøtte modningen af indsatsen. 2) Kommunen skal udpege relevante nøglemedarbejdere, der skal deltage i kompetenceudvikling, så de kan risikovurdere den voldsudsattes situation. De samme eller andre kommunale nøglemedarbejdere kompetenceudvikles, så de kan forestå indsatsens gruppebaserede samtaleforløb og eventuelt individuelle samtaleforløb. 3) Kommunen skal forpligte sig til at indgå samarbejde med Socialstyrelsen, ekstern leverandør og øvrige kommuner og skal deltage i evalueringsaktiviteter, herunder en omkostningsvurdering af kommunens varetagelse af indsatsen. 4) Kommunen skal ved projektets start have udpeget en projektkoordinator og inden for tre måneder have etableret et implementeringsteam med relevante, faglige kompetencer og en styregruppe med ledelsesrepræsentation. 5) Projektsamarbejdet skal være godkendt på relevant direktionsniveau i kommunen.