BEK 742/2022 Art. 23
Markplan, indberetning og opgørelse af krav om pligtige efterafgrøder og om husdyrefterafgrøder
Virksomheder, der er omfattet af efterafgrødekrav, skal senest den 10. september 2022 indberette følgende oplysninger: 1) Et markkort i Internet Markkort (IMK) der viser virksomhedens arealer omfattet af § 12, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 2248 af 1. december 2021 om markblok, elektronisk fællesskema og elektroniske tilsagnsskemaer eller en senere bestemmelse, der måtte afløse den nævnte bestemmelse, ved udløbet af planperioden 2021/2022. 2) En markplan for arealer omfattet af nr. 1, som angiver hovedafgrøden for hver mark. 3) For hver mark, der etableres med efterafgrøder, angives, hvor mange hektar der er etableret med efterafgrøder. 4) Datoen for såning af efterafgrøder for hver mark, hvis virksomheden etablerer efterafgrøder i overensstemmelse med de intervaller, der fremgår af § 7, stk. 2. 5) For hver mark, der etableres med alternativer til efterafgrøder, jf. §§ 10-18, angives, hvilket alternativ der er anvendt, og hvor mange hektar der er etableret med alternativet. 6) Datoen for såning af efterafgrødeblandinger med kvælstoffikserende arter for hver mark, hvis virksomheden sår efterafgrødeblandingen i overensstemmelse med de intervaller, der fremgår af § 16, stk. 1.
Stk. 2. Indberetning efter stk. 1, nr. 3, 4, 5 og 6, kan alene foretages for marker, der indgår i markplanen, jf. stk. 1, nr. 2.
Stk. 3. Virksomheder, der indberetter arealer med overskud af efterafgrøder og alternativer til efterafgrøder omfattet af § 19, er forpligtede til at afgive de korrekte oplysninger ved indberetning i medfør af stk. 1, nr. 3 og 5, og løbende indberette ændringer til oplysninger, uanset at etableringen af efterafgrøder og alternativer til efterafgrøder er frivillig, jf. § 19, stk. 1.