BEK 661/2022 · Bekendtgørelse om digitale radio- og tv-tjenester m.v.
BEK 661/2022 Art. 4
Fabrikanter af tv-apparater, dekodere og andet forbrugerudstyr til modtagelse og dekryptering af digitale tv-signaler, samt andre, der sælger, udlejer eller på anden måde stiller sådant udstyr til rådighed skal i forbindelse hermed sikre følgende: 1) Digitale dekodere skal kunne dekryptere tv-signaler, der er krypteret ved anvendelse af en fælles europæisk krypteringsalgoritme, som administreres af en anerkendt europæisk standardiseringsorganisation. De relevante standarder vil være angivet i Europa-Kommissionens liste over standarder og specifikationer for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester samt dertil hørende faciliteter og tjenester. Listen offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende og kan ses på Kommissionens hjemmeside. 2) Digitale dekodere skal være indrettet, så digitale tv-signaler, der ikke krypteres, kan passere uhindret gennem dekoderen. Hvis der er tale om lejet udstyr, skal dette krav dog kun opfyldes, så længe lejeren overholder den gældende lejeaftale. 3) Digitale tv-apparater med en synlig skærmdiagonal over 30 cm (svarende til over 11,8 tommer), skal være udstyret med mindst ét stik med en åben grænseflade, som gør det muligt at tilslutte periferiudstyr, som for eksempel udstyr til adgangsstyring. Grænsefladen skal være standardiseret af, eller overholde en standard, der er overtaget og fastsat af en anerkendt europæisk standardiseringsorganisation eller være i overensstemmelse med en udbredt industrispecifikation. Stikket skal være indrettet, så det er enkelt at tilslutte eksternt udstyr, og det skal kunne overføre alle elementer i et digitalt tv-signal, herunder information i forbindelse med interaktive og adgangsstyrede tjenester.