BEK 561/2022 · Bekendtgørelse om reglerne i lov om landbrugsejendomme
BEK 561/2022 Art. 8
Bopælspligten
Ved opfyldelse af bopælspligten skal ejendommens beboelsesbygning benyttes som helårsbolig. Personen, der tager fast bopæl på ejendommen, skal overnatte på ejendommen, medmindre der foreligger særlige, forbigående omstændigheder. Den pågældende skal samtidig være bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR) med adresse på ejendommen, og ejendommen skal være hovedbopæl i skattemæssig forstand.
Stk. 2. Ved opgørelsen af, om bopælspligten er opfyldt i 10 år, jf. lovens § 8, stk. 1, og § 20, stk. 1, medregnes kun det tidsrum, hvor ejendommen er beboet, jf. dog stk. 5 og 7.
Stk. 3. Bopælspligten for ankermanden skal opfyldes i mindst 10 år efter, at den pågældende har erhvervet sin anpart i ejendommen, jf. stk. 1 og 2.
Stk. 4. Når en person, der i en periode har været medejer af en landbrugsejendom, indtræder som ny ankermand, skal den pågældende opfylde betingelserne for personlig erhvervelse i lovens §§ 12, 14 eller 15.
Stk. 5. Bopælspligten for en ny ankermand anses ikke for at være opfyldt ved, at vedkommende i en periode har været medejer af den pågældende landbrugsejendom, medmindre vedkommende i denne periode har opfyldt bopælspligten på ejendommen.
Stk. 6. I det tilfælde, hvor der meddeles dispensation fra bopælspligten efter § 11, stk. 1, nr. 1 og 2, medregnes ikke det tidsrum, for hvilket der er meddelt dispensation, i opgørelsen af 10 årsperioden for opfyldelse af bopælspligten.
Stk. 7. I det tilfælde, hvor der meddeles dispensation fra bopælspligten efter § 11, stk. 3, medregnes det tidsrum, for hvilket der er meddelt dispensation, i opgørelsen af 10 årsperioden for opfyldelse af bopælspligten.
Stk. 8. Hvis ejendommen fraflyttes, skal bopælspligten opfyldes igen inden 6 måneder fra fraflytningstidspunktet. Er dette ikke muligt, skal ejeren inden 4 uger fra datoen for udløbet af 6 måneders fristen søge Landbrugsstyrelsen om dispensation fra opfyldelsen af bopælspligten.