BEK 428/2022 · Bekendtgørelse om anvendelse af tekniske hjælpemidler
BEK 428/2022 Art. 59
Supplerende krav til anvendelse af tekniske hjælpemidler til løft af byrder, herunder tekniske hjælpemidler til løft af personer
Løft af personer må kun foretages med tekniske hjælpemidler, herunder løftetilbehør, der er beregnet til dette formål.
Stk. 2. Undtagelsesvist kan der udføres løft af personer med kran under forudsætning af, at 1) der er tale om udførelse af lejlighedsvis, lettere arbejde eller af en arbejdsopgave af helt speciel karakter, 2) arbejdsopgaven er af kortere varighed, og 3) kran, kurv eller platform samt løft af personer opfylder de betingelser, der er opstillet i stk. 4 og bilag 1.
Stk. 3. Undtagelsesvist kan der udføres løft af personer med gaffeltruck under forudsætning af, at 1) der er tale om kortvarige, lettere og lejlighedsvise arbejdsopgaver, og 2) kravene i stk. 4 og bilag 2 er opfyldt.
Stk. 4. Når der er personer til stede på et teknisk hjælpemiddel, der er beregnet til løft af byrder, jf. stk. 2 og 3, skal betjeningspladsen hele tiden være bemandet. De personer, der løftes, skal være i besiddelse af et sikkert kommunikationsmiddel. Det skal sikres, at de pågældende personer kan evakueres i en faresituation.