Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 428/2022 · Bekendtgørelse om anvendelse af tekniske hjælpemidler

BEK 428/2022 Art. 4

Definitioner

In KraftAmtlicher Text

Ved tekniske hjælpemidler forstås i denne bekendtgørelse: 1) Maskiner, beholdere, apparater, værktøjer, redskaber, installationer og andet udstyr, der anvendes ved arbejde, herunder til transport og opbevaring. 2) Dele til de i nr. 1 nævnte tekniske hjælpemidler, samt præfabrikerede konstruktioner, byggevarer og enhver anden tilvirket genstand, der er beregnet til sammen med andre genstande at indgå i en færdig enhed.

Stk. 2. Ved »anvendelse« forstås i denne bekendtgørelse: Enhver brug af et teknisk hjælpemiddel og alle hermed forbundne arbejdsfunktioner, herunder transport, opstilling, nedtagning, installation, ibrugtagning, udtagning af drift, betjening og overvågning, indstilling, eftersyn, vedligeholdelse, reparation, rengøring og anden pasning af hjælpemidlet.

Stk. 3. Ved »løft af en byrde« forstås: Flytning af en byrde bestående af gods eller personer, der på et givet tidspunkt indebærer en niveauændring. Byrden kan være understøttet fra neden, holdt fra siden eller være ophængt fra oven.

Stk. 4. Ved »løftetilbehør« forstås: En komponent eller udstyr, der gør det muligt at foretage anhugning af byrden, og som ikke er en del af løftemaskinen m.v. Løftetilbehøret er anbragt mellem maskinen m.v. og byrden, på selve byrden, eller er beregnet til at udgøre en integreret del af byrden. Til løftetilbehør henregnes også løftekæder, tovstropper og deres komponenter.

Stk. 5. Ved »frithængende byrde« forstås: En byrde, der er ophængt således, at dens tyngdepunkt er frit bevægeligt i én eller flere retninger under ét eller flere løftepunkter.

Stk. 6. Ved »mekanisk drevet« forstås: Bevægelige dele drevet ved en anden kraft end den menneskelige eller animalske kraft.

Stk. 7. Ved »sagkyndig person« forstås: En person, der har det nødvendige faglige kendskab samt eventuel uddannelse til at kunne gennemføre den pågældende kontrol, eftersyn, vedligeholdelse, afprøvning, beregning m.v. og foretage de relevante sikkerhedsmæssige vurderinger. Personen har også kendskab til, hvorledes den pågældende kontrol, eftersyn, afprøvning m.v. gennemføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt.

Stk. 8. Ved »eftersyn« forstås: En undersøgelse af et teknisk hjælpemiddel i sin helhed for at konstatere om de sikkerheds- og sundhedsmæssige krav gældende for hjælpemidlets indretning og anvendelse bliver overholdt, og at beskadigelser og tilløb hertil, som kan forårsage farlige situationer, konstateres i tide.

Stk. 9. Ved »hovedeftersyn« forstås: Et eftersyn, der også indbefatter afprøvning og evt. adskillelse af hjælpemidlet i nødvendigt omfang.

Stk. 10. Ved »personførende byggepladselevator« forstås: En midlertidigt opstillet maskine til løft af personer eller personer og gods, som er beregnet til at betjene faste ladesteder.

Stk. 11. Ved »ladested« forstås: Et manøvreareal foran en adgangsåbning til en byggepladselevator, der sikrer niveaufri og sikker passage til og fra stolen (ladet).

Stk. 12. Ved »inspektionsorgan« forstås: Et tredjepartsorgan, som er akkrediteret til at udføre opstillingskontrol, besigtigelse og afprøvning af elevatorer m.v. efter denne bekendtgørelse.