BEK 347/2022 Art. 4
Ansøgning om tilsagn om pristillæg
Ansøgningen, jf. § 3, stk.1, skal som minimum indeholde følgende oplysninger: 1) Anlæggets navn i henhold til Stamdataregistret. 2) Navn på ejeren eller ejerne af elproduktionsanlægget. 3) CVR-nr. for den virksomhed, der ansøger om pristillæg. 4) Oplysning om, hvorvidt elproduktionsanlægget modtager anden støtte til dækning af de støtteberettigede omkostninger. Såfremt dette er tilfælde, beskrives den anden støtte. 5) GSRN-nummer for elproduktionsanlægget, jf. § 3, stk. 3. 6) Kort beskrivelse af elproduktionsanlægget, herunder elproduktionsanlæggets nominelle el-effekt målt i MW. 7) Beskrivelse af hvilke brændsler og andre energikilder, der anvendes eller forventes at blive anvendt til elproduktion på anlægget samt hvor store andele af det samlede brændselsforbrug, målt pr. energienhed, træpiller og anden støtteberettiget biomasse, jf. § 2, stk. 1, nr. 1, udgør eller forventes at udgøre. 8) Dokumentation for det forudgående kalenderårs elproduktion produceret ved biomasse, hvortil der søges pristillæg efter denne bekendtgørelse samt § 45 b, stk. 1 i lov om fremme af vedvarende energi, Såfremt der ikke har været elproduktion ved biomasse det forrige kalenderår, skal der oplyses et estimat for den forventede elproduktion. 9) Dokumentation for idriftsættelsestidspunkt for anlægget til elproduktion fra afbrænding af biomasse, jf. § 2, nr. 5. 10) Erklæring om at støttemodtageren ikke er kriseramt, jf. § 2, nr. 6. 11) Erklæring om at støttemodtageren har efterkommet ethvert krav om tilbagebetaling af støtte, som Europa-Kommissionen ved en tidligere afgørelse har fundet ulovlig og uforenelig med det indre marked. 12) Erklæring om at den biomasse der anvendes til elproduktion, opfylder de til enhver tid gældende kriterier for bæredygtighed og besparelse af drivhusgasemissioner, som de fremgår af bekendtgørelse om bæredygtighed og besparelse af drivhusgasemissioner for biomassebrændsler og flydende biobrændsler til energiformål, m.v.