BEK 285/2022 Art. 22
Registrerings- og regnskabsmæssige forhold
Til brug for en vurdering af projekternes aktiviteter, output og resultater, jf. § 8, stk. 1, skal tilsagnsmodtager på vegne af alle støttemodtagere ved afslutningen af projektet afgive en slutrapport til tilsagnsgiver om forløbet sammenholdt med de godkendte målsætninger.
Stk. 2. Slutrapporten skal indeholde en beskrivelse af projektets formål, realiserede aktiviteter, output og resultater, projektets deltagerkreds, udgifter og finansiering, de væsentligste erfaringer fra projektet, de iværksatte informationsforanstaltninger samt en beskrivelse af, hvordan projektets resultater planlægges anvendt efter projektets afslutning, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Tilsagnsgiver kan stille krav om, at slutrapporten skal indeholde yderligere oplysninger.
Stk. 4. For projekter under målet om investeringer i beskæftigelse og vækst skal slutrapporten og det endelige projektregnskab underskrives ved fysisk underskrift eller elektronisk af den tegningsberettigede eller en dertil bemyndiget.
Stk. 5. Slutrapporten skal indsendes samtidig med projektets afsluttende regnskab. Tilsagnsgiver kan i særlige tilfælde beslutte, at slutrapporten indsendes senere.