Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 285/2022 · Bekendtgørelse om støtteberettigelse, regnskab, revision og kontrol m.v. i forbindelse med udbetaling af tilskud fra Den Europæiske Regionalfond, Den Europæiske Socialfond Plus og Fonden for Retfærdig Omstilling

BEK 285/2022 Art. 18

Registrerings- og regnskabsmæssige forhold

In KraftAmtlicher Text

Tilsagnsmodtager skal to gange årligt sende en afrapportering og et perioderegnskab til tilsagnsgiver. Afrapporteringen og perioderegnskabet skal være opgjort ved udgangen af februar og august måned og indsendes senest tre uger efter opgørelsesdagen, medmindre andet fastsættes af tilsagnsgiver. Tilsagnsgiver kan fastlægge en anden periodisering for afrapporteringer og perioderegnskaber end den anførte.

Stk. 2. Afrapporteringen skal, jf. dog stk. 3, indeholde: 1) en status for projektets gennemførelse opdelt på de af tilsagnsgiver godkendte aktiviteter, output og resultater, 2) en beskrivelse og kommentering af eventuelle afvigelser i forhold til det oprindeligt planlagte og godkendte projekt, herunder tidsmæssige forsinkelser i gennemførelsen, 3) en opdateret oversigt over projektets økonomiske partnere og statsstøttemodtagere samt ved under Socialfonden Plus en opdateret status for de deltagende personer, 4) en redegørelse for, hvordan nationale udbudsregler og EU’s udbudsregler er overholdt, samt for projektets overholdelse af principperne om sund finansforvaltning og sparsommelighed, herunder hvordan projektet har valgt sine eksterne leverandører og sikret, at afregning sker til markedspris, og 5) en redegørelse for, om der er ændringer i partnerskabskredsen og i samarbejdsrelationerne mellem projektets partnere.

Stk. 3. Tilsagnsgiver kan stille krav om, at afrapporteringen skal indeholde yderligere oplysninger.

Stk. 4. Perioderegnskabet skal udvise en samlet akkumuleret opgørelse over de faktisk bogførte, godkendte, betalte og projektrelaterede udgifter og indtægter. Der skal ligeledes være en samlet opgørelse over finansieringen af de betalte udgifter. Perioden skal være fra start af den godkendte projektperiode til opgørelsestidspunktet. Perioderegnskabet skal revideres og vedlægges en erklæring fra revisor, jf. §§ 24 og 28.

Stk. 5. Indeholder perioderegnskabet udgifts- eller indtægtsposter eller overskridelser af disse, der ikke på forhånd er godkendt af tilsagnsgiver, vil disse nye poster eller overskridelser ikke kunne påregnes medtaget i grundlaget for beregning af udbetalingen. Ved beregningen sammenlignes de godkendte samlede akkumulerede budgetposter for den forløbne del af projektperioden med de realiserede akkumulerede omkostninger.

Stk. 6. Tilsagnsmodtager skal oplyse CPR-nummer på medarbejdere, hvis lønudgift indgår i afrapporteringen, samt CPR-nummer på deltagere på projekter under fondene.

Stk. 7. For projekter indstillet af Socialstyrelsen målrettet social inklusion af de socialt dårligst stillede, jf. artikel 4, stk. 1, litra l) i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1057 af 24. juni 2021 om oprettelse af Den Europæiske Socialfond Plus (ESF+) og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1296/2013, kan indberetning af CPR-nummer for deltagere undlades, hvis følgende krav er opfyldt: 1) Deltagernes timer indgår ikke i støttegrundlaget. 2) Værdierne for de relevante indikatorer fastsættes på grundlag af informerede estimater fra støttemodtager i overensstemmelse med bilag II i nævnte forordning.