Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 243/2022 · Bekendtgørelse om mindre erhvervsfartøjers og lastfartøjers bygning og udstyr m.v.

BEK 243/2022 Art. 8

In KraftAmtlicher Text

Syn og inspektion af fartøjer skal, for så vidt angår håndhævelsen af bestemmelserne i denne bekendtgørelse, foretages af Søfartsstyrelsen. Dog kan Søfartsstyrelsen overdrage visse syn og undersøgelser til dertil udpegede autoriserede fysiske eller juridiske personer eller til anerkendte organisationer.

Stk. 2. Det påhviler ejeren, eventuelt gennem værft eller konsulent at anmelde fartøjet til syn, samt at få foretaget måling hos en autoriseret måler.

Stk. 3. En udpeget tilsynsførende eller anerkendt organisation, der konstaterer, at et fartøj eller dets udrustning er i en sådan stand, at det ikke er egnet til at gå til søs uden fare for fartøjet eller de ombordværende personer, skal øjeblikkeligt drage omsorg for, at der tages skridt til en udbedring af forholdene, og skal straks underrette Søfartsstyrelsen. Hvis der ikke tages skridt til en udbedring af forholdene, skal det pågældende fartøjs fartstilladelse inddrages og Søfartsstyrelsen øjeblikkeligt underrettes. Befinder fartøjet sig i en udenlandsk havn, skal vedkommende myndigheder i denne havn ligeledes underrettes øjeblikkeligt.

Stk. 4. Inden bygningen af fartøjet påbegyndes, skal der fremsendes tegninger og beregninger eller andet konstruktionsgrundlag til Søfartsstyrelsen.

Stk. 5. De fremsendte tegninger, beregninger og andet konstruktionsgrundlag m.v. skal på fyldestgørende måde vise fartøjets konstruktion, materialedimensioner, arrangement, last, fribord, stabilitetsforhold, fremdrivningsmaskineri samt det antal personer om bord, som fartøjet er bestemt for, og skal godtgøre, at fartøjet opfylder bestemmelserne i dette regelværk.

Stk. 6. Ethvert fartøj skal underkastes syn, som nedenfor angivet: 1) Et første syn, før fartøjet sættes i fart, enten som nybygget eller som indkøbt fra udlandet. Dette første syn skal foretages, før den § 10, stk. 1,foreskrevne fartstilladelse udstedes første gang. 2) Et fornyelsessyn med mellemrum af højst: a) 48 måneder regnet fra sidste syn for fartøjer, som anvendes til særligt formål, eller som har tilladelse til sejlads i fartsområde F5. b) 60 måneder regnet fra sidste syn for lastfartøjer med en længde L på 15 og derover og mindre end 24 m, eller med et dimensionstal på 100 eller derover og med en længde L, der er mindre end 24 m, samt for fiskeskibe hjemmehørende i Danmark. 3) For lastfartøjer med en længde L på 15 og derover og mindre end 24 m, eller med et dimensionstal på 100 eller derover og med en længde L, der er mindre end 24 m, skal der yderligere foretages: a) Et minimum af to inspektioner af fartøjets udvendige bund i en 5-års periode, idet mellemrummet mellem to sådanne inspektioner i intet tilfælde må overstige 36 måneder. Inspektion af den udvendige bund påtegnes fartøjets nationale sikkerhedscertifikat. b) Et årligt syn af fartøjets radioanlæg og AIS inklusive de, der anvendes i redningsmidlerne. Synet påtegnes det nationale sikkerhedscertifikat. Fartøjer, der udelukkende går i national fart er undtaget fra dette syn. 4) Yderligere syn efter Søfartsstyrelsens vurdering. 5) For oplagte fartøjer kan Søfartsstyrelsen tillade, at foreskrevne periodiske syn helt eller delvis undlades, så længe fartøjet forbliver oplagt.

Stk. 7. De i stk. 6 nævnte syn skal udføres på følgende måde: 1) Første syn omfatter en fuldstændig undersøgelse af fartøjets konstruktion, stabilitet, maskineri, arrangementer og materialer, herunder ydersiden af skibsskroget og inder- og ydersiden af kedler og udstyr, i det omfang fartøjet er omfattet af dette regelværk. Synet udføres således, at det giver sikkerhed for, at konstruktion, materiale og materialedimensioner af skrog, kedler og andre trykbeholdere med tilbehør, hoved- og hjælpemaskineri, elektriske anlæg, radioanlæg inklusive de, der anvendes i redningsmidlerne, brandsikring, brandvisnings- og brandslukningsanlæg, redningsmidler og -arrangementer, fartøjets navigationsudstyr, herunder AIS, nautiske publikationer og andet udstyr fuldt ud opfylder kravene i dette regelværk. Synet skal endvidere give sikkerhed for, at den håndværksmæssige udførelse af alle dele af fartøjet og dets udrustning er tilfredsstillende i enhver henseende, og at fartøjet er udstyret med de navigationslys, midler til afgivelse af lydsignaler og nødsignaler, som kræves ifølge dette regelværk og de gældende Internationale Søvejsregler. 2) Fornyelsessynet skal omfatte inspektion af konstruktion, stabilitet, maskineri og udrustning som anført i nr. 1 for at sikre, at de opfylder kravene i denne bekendtgørelse, er i tilfredsstillende stand og egnet til den fart, fartøjet er bestemt for. 3) Et yderligere syn, enten helt eller delvist skal foretages efter større reparationer, fornyelser og forandringer som beskrevet i § 7. 4) Et fornyelsessyn med mellemrum af højst 48 måneder regnet fra sidste syn for fartøjer, som anvendes til særligt formål, eller som har tilladelse til sejlads i fartsområde F5. 5) For alle fartøjer, der anvendes til andet formål end fiskeri, skal de i stk. 6, nr. 2 og 3 og stk. 7, nr. 1-4 anførte syn, eller syn i henhold til særlige gældende bestemmelser, endvidere omfatte en inspektion af bestemmelser vedrørende søfarendes arbejds- og levevilkår. Inspektionen skal som minimum indeholde de områder, der efter Søfartsstyrelsens vurdering, anses som relevante og gennemførlige på skibet. Vurderingen skal omfatte bestemmelser vedrørende søfarendes arbejds- og levevilkår, herunder mindste alder, lægeattester, de søfarendes kvalifikationer, ansættelsesaftaler, anvendelse af autoriserede eller certificerede eller regulerede forhyrings- og formidlingstjenester, hviletid, skibets bemanding, arbejds- og opholdsrum, fritidsfaciliteter ombord, fødevarer og forplejning, beskyttelse af sundhed og sikkerhed samt forebyggelse af ulykker, sygdomsbehandling om bord, klageprocedurer om bord og betaling af løn. 6) Søfartsstyrelsens vurdering efter nr. 5 skal derudover for fartøjer hjemmehørende i Danmark, der anvendes til andet formål end fiskeri, omfatte bestemmelser vedrørende finansiel sikkerhed for hjemsendelse, samt finansiel sikkerhed for ansvar i forbindelse med arbejdsskader og erhvervsbetingede lidelser.

Stk. 8. Foreskrevne fornyelsessyn skal afholdes inden for en periode på tre måneder før den foreskrevne synsdato.

Stk. 9. En årlig egenkontrol skal udføres på nye og eksisterende fiskefartøjer i overensstemmelse med checkliste, der offentliggøres på Søfartsstyrelsens hjemmeside.

Stk. 10. For at sikre, at fartøjet i enhver henseende fortsat vil være egnet til at gå til søs uden fare for fartøjet eller de ombordværende personer, skal fartøjet og dets udrustning til enhver tid vedligeholdes, således at det opfylder bestemmelserne i dette regelværk.

Stk. 11. Efter afslutningen af et syn i henhold til disse regler, må der ikke uden Søfartsstyrelsens eller den anerkendte organisations tilladelse foretages nogen ændring i konstruktionsmæssige forhold, maskineri, udrustning eller andre forhold, der er omfattet af synet. Dog kan godkendt udrustning og udstyr udskiftes med tilsvarende godkendt udrustning og udstyr.