BEK 228/2022 · Bekendtgørelse om svovlindholdet i faste og flydende brændstoffer
BEK 228/2022 Art. 30
Kontrol-, klage- og straffebestemmelser
Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der 1) anvender brændstoffer, herunder skibsbrændstoffer, med et højere svovlindhold end de i §§ 4 og 9-12 nævnte, uden tilladelse efter §§ 5 eller 15, 2) overtræder vilkår i en tilladelse efter §§ 6 eller 15, 3) anvender emissionsreduktionsmetoder, der ikke overholder kravene i § 17, 4) transporterer skibsbrændstoffer til anvendelse om bord med et højere svovlindhold end det i § 9, stk. 2 nævnte, 5) markedsfører skibsbrændstoffer med et højere svovlindhold end det i § 6, stk. 1, nævnte, 6) undlader at udlevere en underskrevet bunkerleveringsnote eller afgiver urigtige oplysninger i noten, jf. § 6, stk. 2, 7) undlader at underskrive, forsegle og opbevare en repræsentativ brændstofprøve, jf. § 6, stk. 3, 8) undlader at opbevare genpart af den kvitterede bunkerleveringsnote, jf. § 6, stk. 4, 9) undlader anmeldelse efter § 7, 10) undlader at kvittere for eller at opbevare en bunkerleveringsnote eller at kvittere på eller opbevare en brændstofprøve i overensstemmelse med § 8, 11) undlader at foretage optegnelser som angivet i § 13, eller afgiver urigtige oplysninger i logbogen, 12) undlader at afrapportere forsøg efter § 16, stk. 2, eller 13) undlader at etablere en modtageordning efter § 19.
Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er 1) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare herfor eller 2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.
Stk. 3. Stk. 2 finder ikke anvendelse på overtrædelser begået fra udenlandske skibe, medmindre overtrædelsen er begået i indre territorialt farvand. For overtrædelser begået fra udenlandske skibe i ydre territorialt farvand kan straffen stige til fængsel i indtil 2 år, hvis der er tale om forsætlig og alvorlig forurening af havmiljøet.
Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.