Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 199/2022 · Bekendtgørelse om regulering af luftforurening fra fyringsanlæg til fast brændsel under 1 MW

BEK 199/2022 Art. 8

Målinger og attester

In KraftAmtlicher Text

Målingerne til dokumentation for opfyldelse af grænseværdierne i bilag 1, 2 og 3 skal udføres som akkrediterede prøvninger. Målelaboratoriet eller prøvningsinstituttet skal på tidspunktet for prøvningen være akkrediteret til prøvning efter de relevante standarder for fyringsanlæg, samt akkrediteret til bestemmelse af de aktuelle stoffer i røggassen af DANAK (Den Danske Akkrediteringsfond) eller et tilsvarende akkrediteringsorgan, som er medunderskriver af EA’s eller ILAC’s multilaterale aftale om gensidig anerkendelse.

Stk. 2. Målinger til dokumentation for opfyldelse af grænseværdierne i bilag 1 kan dog udføres af et målelaboratorium eller prøvningsinstitut, der på tidspunktet for prøvningen er notificeret i overensstemmelse med NANDO Informationssystemet under EU’s regler om byggevarer til de relevante standarder for rumopvarmere, samt akkrediteret til bestemmelse af støv og OGC i røggassen.

Stk. 3. Målelaboratoriet eller prøvningsinstituttet udsteder og underskriver på baggrund af afprøvningen i stk. 1 eller 2 en prøvningsattest, der dokumenterer, at fyringsanlægget overholder grænseværdierne i bilag 1 for så vidt angår rumopvarmere, bilag 2 for så vidt angår centralvarmekedler og løse pillebrændere, og bilag 3 for så vidt angår halmfyr.

Stk. 4. Prøvningsattesten skal være et kortfattet dokument (én til to sider) udført af prøvningsinstituttet og skal være udformet på dansk eller engelsk og indeholde følgende oplysninger: 1) Navn og adresse på den, der har bestilt afprøvningen. 2) Beskrivelse af fyringsanlægget, herunder mærke, modelnavn, indfyret effekt for pillebrændere og varmeydelse for centralvarmekedler og rumopvarmere (skal angives pr. brændselstype), fyringsprincip (skal angives pr. brændselstype), og hvilken type brændsel der er anvendt ved afprøvningen. 3) Navn og adresse på målelaboratoriet eller prøvningsinstituttet samt dettes akkrediteringsnummer, herunder eventuelt notificeringsnummer under NANDO Informationssystemet, samt bekræftelse på at prøvningen blev foretaget efter tidspunktet for akkreditering og evt. notifikation. 4) Anvendt prøvningsmetode. 5) De målte værdier under de forhold, der fremgår af bilag 1, 2 eller 3. 6) Målelaboratoriets eller prøvningsinstituttets attestering af, at fyringsanlægget opfylder grænseværdierne i bilag 1, 2 eller 3, herunder angive hvilke grænseværdier fyringsanlægget skal overholde. 7) Udstedelsessted og -dato for attestationen samt navn og stilling på den person fra målelaboratoriet eller prøvningsinstituttet, der har underskrevet denne.

Stk. 5. Kopi af prøvningsattest skal opbevares af den, der lader tilslutte et fyringsanlæg, så længe vedkommende er i besiddelse af fyringsanlægget, dog højst i 10 år.