BEK 162/2022 Art. 31
Kontrol og revision
Erhvervsstyrelsen har som forvaltningsmyndighed bl.a. ansvaret for forvaltning og gennemførelse af de operationelle programmer i overensstemmelse med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning. Tilsvarende gælder for de offentlige eller private juridiske enheder, der i henhold til § 8, stk. 2, eller § 13 i lov om administration af tilskud fra Den Europæiske Regionalfond, Den Europæiske Socialfond Plus og Fonden for Retfærdig Omstilling er bemyndiget til at fungere som forvaltningsmyndighed eller til at varetage regnskabsfunktionen eller forvaltningsmyndighedsopgaver.
Stk. 2. Erhvervsstyrelsen og de i stk. 1 nævnte offentlige eller private juridiske enheder sikrer ved egenkontrol, at de procedurer, som disse har indført med henblik på kontrol af anvendelsen af EU-midler og Erhvervsministeriets midler til medfinansiering af aktiviteter under Regionalfonden og Socialfonden Plus, er tilstrækkelige til at sikre, at Fællesskabets og nationale bestemmelser overholdes, samt at myndighedens og institutionens kontrol med ansøgninger, indstillinger og tilsagn fungerer effektivt.