BEK 68/2022 Art. 3
Betingelser for tilskud
Virksomheder kan søge om tilskud til dækning af sæsonbetonede omkostninger, jf. § 2, nr. 3, under følgende betingelser: 1) Virksomheden har afholdt en af følgende sæsonbetonede omkostninger, jf. § 2, nr. 3, som følge af myndighedernes COVID-19-relaterede restriktioner indført fra og med den 10. eller 19. december 2021: a) en omkostning, der er blevet nødvendiggjort som følge af myndighedernes COVID-19-relaterederestriktioner med henblik på tabsbegrænsning, herunder i form af ændring, omforarbejdning el.lign. af varer, eller b) en omkostning til tjenesteydelser eller varer, som ikke er blevet dækket i perioden grundet svigtende indtægter, som følge af COVID-19-relaterede restriktioner. 2) Omkostningen, jf. stk. 1, nr. 1, må ikke være søgt kompenseret under de øvrige COVID-19-kompensationsordninger eller puljer. 3) Omkostningen, jf. stk. 1, nr. 1, skal være forårsaget af, at virksomheden har været afskåret fra at kunne gennemføre den planlagte økonomiske aktivitet i perioden, at virksomheden på anden vis ikke har kunnet afsætte et sæsonbetonet produkt, eller at virksomheden har måttet foranstalte ekstraordinære tiltag til nedtagning, omforarbejdning, destruktion m.v. som følge af restriktionerne, jf. § 1, stk. 1. 4) Virksomheden har iværksat rimelige og forventelige tabsbegrænsningsforanstaltninger.
Stk. 2. Der ydes ikke tilskud efter § 3, stk. 1, til lageromkostninger samt produktionsomkostninger, som virksomheden måtte have afholdt.
Stk. 3. Der ydes ikke tilskud efter denne bekendtgørelse, hvis virksomheden godtgøres på anden vis, herunder ved forsikringsdækning, andre offentlige refusioner, kompensation m.v., eller anden statslig kompensationsordning i anledning af foranstaltninger, som har været nødvendige for at forebygge eller inddæmme udbredelsen af Coronavirussygdom (COVID-19).
Stk. 4. Retten til tilskud bortfalder, hvis tilskuddet er i strid med Europa-Kommissionens forordning (EU) nr. 1407/2013 (de minimis-forordningen).