BEK 2659/2021 · Bekendtgørelse om vederlagsordningen for eksemplarfremstilling til privat brug
BEK 2659/2021 Art. 4
Anmodning om tilbagebetaling af vederlag efter ophavsretslovens § 44, stk. 1, skal sendes til Copydan KulturPlus. Anmodningen skal indeholde en erklæring om, at de indkøbte lagringsmedier skal anvendes til de i ophavsretslovens § 44, stk. 1, nævnte formål, og dokumentation for, at vederlaget er betalt ved købet af de omhandlede lagringsmedier, enten i form af en faktura eller lignende, hvor vederlaget er angivet, jf. § 7, eller i form af en faktura fra en virksomhed eller en afdeling af en virksomhed, der ikke udelukkende sælger lagringsmedier til erhvervsmæssig brug. Tilsvarende gælder vedrørende erhvervsmæssig udførsel af lagringsmedierne. Copydan KulturPlus kan anmode om yderligere dokumentation i forbindelse med anmodninger om tilbagebetaling af vederlag for lagringsmedier købt hos en virksomhed, der ikke udelukkende sælger lagringsmedier til erhvervsmæssig brug, ved begrundet mistanke om afgivelse af urigtige oplysninger om de lagringsmedier, der søges om tilbagebetaling af erlagt vederlag for.
Stk. 2. Ved anmodning om tilbagebetaling efter ophavsretslovens § 44, stk. 1, nr. 3, skal der indsendes dokumentation for, at købet har fundet sted og dokumentation for syns- eller hørehandicap, f.eks. medlemskab af Dansk Blindesamfund eller Danske Døves Landsforbund.
Stk. 3. Anmodning om tilbagebetaling af vederlag og dokumentation skal være Copydan KulturPlus i hænde senest 3 måneder efter, at købet af de pågældende lagringsmedier har fundet sted. Fristen kan under særlige omstændigheder forlænges op til 3 måneder. Som særlig omstændighed betragtes eksempelsvis det forhold, at formålet med de erhvervede lagringsmedier ændres fra det formål, som forelå på erhvervelsestidspunktet.
Stk. 4. Det påhviler Copydan KulturPlus at foretage tilbagebetaling af vederlag senest 3 måneder efter modtagelse af anmodningen om tilbagebetaling.