BEK 2570/2021 Art. 13
Kontrol og tilbagebetaling
Erhvervsstyrelsen kan træffe afgørelse om hel eller delvist tilbagebetaling af kompensation, 1) hvis det viser sig, at forudsætningerne for udbetalingen har ændret sig væsentligt, 2) hvis der er udbetalt for stor kompensation som følge af, at hjemsendelsen afbrydes før udløbet af den i ansøgningen oplyste forventede hjemsendelsesperiode, jf. § 3, stk. 5, 3) hvis virksomheden har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger eller har fortiet oplysninger af betydning for sagens afgørelse, eller 4) hvis den i § 10 omtalte dokumentation ikke indsendes inden for den af Erhvervsstyrelsen angivne frist, eller hvis dokumentationen er utilstrækkelig.
Stk. 2. Har virksomheden ikke indsendt den supplerende dokumentation efter § 10 inden for fristen, modtager virksomheden en rykker med en frist på 30 dage, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Uanset fristen i stk. 2, vil virksomheder, som ikke har haft adgang til at indsende den supplerende dokumentation efter § 10, stk. 1, som følge af Erhvervsstyrelsens forhold, modtage en rykker med en frist på 60 dage.
Stk. 4. Uanset fristen i § 13, stk. 2 og 3, kan virksomheden indsende den supplerende dokumentation senest 30 dage efter fristen i styrelsens eventuelle rykkerskrivelse, hvis en af følgende betingelser er opfyldt, og det må anses for umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt for virksomheden at overholde den af Erhvervsstyrelsen fastsatte frist, som følge heraf 1) virksomheden har væsentlige aktiviteter i udlandet, eller 2) virksomheden er blevet ramt af udefrakommende forhold, der ikke kan tilskrives denne.
Stk. 5. En virksomhed, der benytter fristen i stk. 4, skal ansøge herom på en af Erhvervsstyrelsen dertil indrettet løsning.
Stk. 6. Har Erhvervsstyrelsen ikke truffet anden afgørelse senest to arbejdsdage efter ansøgning om fristforlængelse, skal ansøgningen anses for godkendt.
Stk. 7. Viser resultatet af efterreguleringen efter § 12 eller tilbagebetalingen efter stk. 1, at være på mindre end 200 kr. i forhold til den allerede udbetalte kompensation, vil Erhvervsstyrelsen ikke træffe afgørelse om regulering af virksomhedens allerede udbetalte kompensationsbeløb.