BEK 2570/2021 Art. 1
Bekendtgørelsens anvendelsesområde
Efter denne bekendtgørelse ydes delvis kompensation for private virksomheders lønudgifter for virksomheder, der står overfor at skulle varsle afskedigelser på minimum 30 pct. eller mere end 50 af virksomhedens eller en produktionsenheds ansatte i kompensationsperioden, jf. stk. 2, grundet et forventet omsætningstab som konsekvens af udbruddet af Coronavirussygdom (COVID-19).
Stk. 2. Lønkompensationsordningen i stk. 1, gælder for perioden fra og med den 10. december 2021 til og med den 31. januar 2022.
Stk. 3. Retten til kompensation tilkommer virksomheder eller produktionsenheder, der er registreret i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR), og som har ansatte med fast arbejdssted i Danmark. Ansøgning om kompensation for en produktionsenhed indgives af virksomheden.
Stk. 4. Der kan ikke ydes kompensation til organer inden for den offentlige forvaltning.