BEK 2402/2021 Art. 4
Ekstra årsmængde af kvoterede arter til forsøg i videnskabeligt øjemed (”2 pct. forsøgsfiskeri”)
Ansøgninger om tilladelse til 2 pct. forsøgsfiskeri efter § 3, skal indsendes til Fiskeristyrelsen ved anvendelse af sikker digital post, jf. § 15, pr. e-mail eller pr. brev senest 3 måneder før datoen for forsøgsfiskeriets påbegyndelse. Ved ansøgning skal anvendes skema, som forefindes på Fiskeristyrelsens hjemmeside, jf. bilag 2.
Stk. 2. Fiskeristyrelsen kan i tilfælde af ny regulering med umiddelbar ikrafttræden eller ikrafttræden kort efter kundgørelse, herunder fiskeristop, dispensere fra fristen i stk. 1.
Stk. 3. For arter hvor kvoten ikke er fastsat fra kalenderårets start, vil ansøgninger kunne forhåndsgodkendes af Fiskeristyrelsen efter de kriterier, der er oplistet i § 8, stk. 2. Den ekstra årsmængde tildeles det godkendte projekt, når kvoten er kendt.
Stk. 4. Tilladelser, jf. § 3, kan alene gives til indehavere af fartøjer, der er registreret i Fiskeristyrelsens fartøjsregister.
Stk. 5. Ansøger skal på ansøgningstidspunktet redegøre for forsøgets relevans, forventede resultat og effekter, samt redegøre for, at de samlede budgetterede udgifter for forsøget er rimelige udgifter i forhold til den ekstra årsmængde, der ansøges om, jf. de i § 8, stk. 2, oplistede vurderingskriterier.
Stk. 6. Tilladelser i medfør af § 3 gives af Fiskeristyrelsen alene til forsøg, der gennemføres i samarbejde med forskningsinstitutioner. Ansøger skal på ansøgningstidspunktet have indgået en samarbejdsaftale med en forskningsinstitution. Kopi af underskrevet samarbejdsaftale skal indsendes til Fiskeristyrelsen sammen med ansøgningen, jf. § 4, stk. 1.