BEK 2402/2021 Art. 2
Anvendelsesområde og definitioner
I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) 2 pct. forsøgsfiskeri: Forsøgsfiskeriprojekter i videnskabeligt øjemed, der indeholder en projektrelateret samarbejdsaftale, jf. § 2, nr. 11, og hvor der ansøges om ekstra årsmængder til gennemførelse af forsøget. 2) Fiskeplejemæssigt øjemed: Undersøgelser, projekter, forskning, foranstaltninger m.v., der har betydning for reproduktion, vækst m.v. af fiskebestandene, herunder bl.a. udsætning af yngel og sættefisk. 3) Forskningsinstitution: Videnskabeligt eller teknisk organ som er anført i bilag 1. 4) Implementeringspotentiale: Udtryk for i hvor høj grad, den udviklede teknologi, proces eller praksis vurderes at kunne blive implementeret inden for dets respektive område. 5) Kameramonitorering: Et af Fiskeristyrelsen udvalgt elektronisk monitoreringssystem med kameraer og sensorer. 6) Kvoterede arter: Arter, som er kvoterede, jf. bekendtgørelse om regulering af fiskeriet § 41. 7) Miljømæssigt øjemed: Undersøgelser, projekter, foranstaltninger m.v. som har til formål at opnå eller opretholde en god miljøtilstand, herunder den biologiske mangfoldighed, beskyttelse mod forurening, eller forebyggende indsats mod miljøskader. 8) Nyhedsværdi: Projekter, der bidrager med nye teknologier, produkter eller viden på internationalt, nationalt eller sektorniveau. 9) Observatør: En observatør fra den i samarbejdsaftalen, jf. § 2, nr. 11, udpegede forskningsinstitution. 10) Rimelige udgifter: Omkostninger, der er nødvendige og proportionale i forhold til forsøgsfiskeriprojektet, og som svarer til markedsprisen for den pågældende vare eller tjenesteydelse sammenholdt med projektbeskrivelsen, omfanget og arten af varen eller tjenesteydelsen. 11) Samarbejdsaftale: En projektrelateret samarbejdsaftale mellem ansøger og en forskningsinstitution. 12) Sikker digital post: Sikker digital kommunikation til og fra Fiskeristyrelsen via f.eks. e-Boks, borger.dk, virk.dk, tunnelløsning eller sikker mail. 13) Videnskabeligt øjemed: Undersøgelser, projekter m.v. som har til formål empirisk at afprøve en hypotese eller beskrive et biologisk fænomen på baggrund af systematiske undersøgelser med kvalitativ eller kvantitativ brug af data.