BEK 2277/2021 Art. 2
I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Træemballage: Emballage (herunder afstivningsmateriale) fremstillet af træbaserede produkter, dog ikke træfiberplader, krydsfiner, finer, savsmuld, savspåner, træuld eller råtræ skåret til en tykkelse mindre end 6 mm. 2) Mærket træemballageenhed: En ISPM-15-mærket enhed, som er fremstillet af træ, og som overholder ISPM-15-behandlingskravene og enten a) består af delkomponenter, der er varigt sammenføjede af en godkendt virksomhed (med søm, skruer, lim, falsning, stålbånd eller lignende), b) består af færdigproducerede og mærkede enkeltdele, alle fremstillet af den samme godkendte virksomhed, og som når de samles af brugeren vil udgøre en sammenføjet træemballageenhed, eller c) består af individuelt mærkede enkeltstykker af træ, f.eks. klodser til stuvning af gods eller afstivningsmateriale. 3) Mærkning: Proces hos en godkendt virksomhed, hvorved ISPM-15-mærket anbringes på en træemballageenhed. 4) Behandling: En behandling, som efter ISPM-15, bilag 1, er godkendt til træ, som benyttes til træemballage, der mærkes med ISPM-15-mærket, efter retningslinjerne i ISPM-15, bilag 2. 5) Reparation: Proces hos en godkendt virksomhed, hvorved der udskiftes op til en 1/3 af komponenterne i en mærket træemballageenhed. 6) Viderebygning: Proces hos en godkendt virksomhed, hvor en mærket træemballageenhed bliver viderebygget med nye behandlede trækomponenter, hvorved der fabrikeres en ny træemballageenhed. 7) Repareret træemballageenhed: En træemballageenhed, hvor op til 1/3 af dens komponenter er blevet udskiftet. 8) Genfremstilling: Proces hos en godkendt virksomhed, hvorved der udskiftes mere end 1/3 af komponenterne i en mærket træemballageenhed. 9) Genfremstillet træemballageenhed: En træemballageenhed, hvor flere end 1/3 af dens komponenter er blevet udskiftet. 10) Plantesundhedsforordningen: Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/2031 af 26. oktober 2016 om beskyttelsesforanstaltninger mod planteskadegørere og om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 228/2013, (EU) nr. 652/2014 og (EU) nr. 1143/2014 og om ophævelse af Rådets direktiv 69/464/EØF, 74/647/EØF, 93/85/EØF, 98/57/EF, 2000/29/EF, 2006/91/EF og 2007/33/EF. 11) Kvalitetsstyringshåndbog: En håndbog, som til enhver tid beskriver hvordan en godkendt virksomhed udfører de processer, som er nødvendige for at sikre at ISPM-15 standarden overholdes.