BEK 2243/2021 · Bekendtgørelse om miljøregulering af dyrehold og om opbevaring af gødning
BEK 2243/2021 Art. 13
Opbevaring af fast husdyrgødning og bundfald
Møddinger, jf. § 12, stk. 1, nr. 1, skal være indrettet således, at forurening af grundvand og overfladevand ikke finder sted, og således at overfladevand fra omliggende arealer og tage ikke kan løbe ind på møddingarealet. Møddinger skal desuden være indrettet med afløb fra laveste punkt til opsamling af møddingsaft, der føres gennem tætte, lukkede ledninger til en beholder, der opfylder bestemmelserne i kapitel 8, samt fast bund og sidebegrænsning, jf. stk. 2 og 3. Afløb skal have tilstrækkelig kapacitet til at bortlede møddingsaften.
Stk. 2. Hver af møddingens sider skal have en sidebegrænsning bestående af en mindst 1 m høj mur eller en mindst 2 m bred randbelægning.
Stk. 3. En randbelægning skal som minimum have 3 pct. fald mod afløb. Møddingens bund skal som minimum have 1 pct. fald mod afløb.
Stk. 4. Møddingbund og sidebegrænsning skal være udført af bestandige materialer, som er uigennemtrængelige for fugt, og således, at de kan modstå påvirkningerne fra køretøjer og redskaber ved fyldning og tømning og den oplagrede gødning.