BEK 2092/2021 · Bekendtgørelse om kortlægning af ekstern støj og udarbejdelse af støjhandlingsplaner
BEK 2092/2021 Art. 2
Definitioner
I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Bybane: Metro, letbaner og S-baner, som udfører transport i byer og forstæder. 2) Dosis/effekt-forhold: Sammenhængen mellem talværdien af en støjindikator og en skadelig virkning. 3) Ekstern støj: Uønsket eller skadelig udendørs lyd fremkommet ved menneskers aktiviteter, herunder støj fra transport, vej-, jernbane- eller flytrafik og fra virksomheder opført på bilag 1 i bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed. 4) Gene: Den gennemsnitlige grad af gener fra ekstern støj som fastlagt ved f.eks. befolkningsundersøgelser eller vurderet ved at sammenligne grænseværdi og støjniveau. 5) Grænseværdi: En værdi, hvis overskridelse får de ansvarlige myndigheder til at overveje eller indføre støjdæmpende foranstaltninger. 6) Hovedstadsområdet: Det samlede område med kommunerne: København, Frederiksberg, Tårnby, Hvidovre, Rødovre, Gladsaxe, Gentofte, Lyngby-Taarbæk, Herlev, Ballerup, Glostrup, Brøndby, Vallensbæk og Albertslund. 7) Infrastrukturanlæg: Veje, jernbaner, flyvepladser og lufthavne. 8) Infrastrukturforvalter: Ethvert organ eller enhver virksomhed, der er ansvarlig for anlæg, vedligeholdelse og forvaltning, herunder trafikstyring, af jernbaneinfrastruktur. 9) L den : Dag-aften-nat-værdien i decibel (dB) beregnes efter følgende formel: L den = 10*log 1/24 (12*10 Lday/10 + 3*10 Levening+5/10 + 9*10 Lnight+10/10 ) hvor L day er det A-vægtede gennemsnitlige lydtrykniveau som defineret i ISO 1996-2: 1987 og bestemt over alle dagperioder i et år, L evening er det A-vægtede gennemsnitlige lydtrykniveau som defineret i ISO 1996-2: 1987 og bestemt over alle aftenperioder over et år, og L night er det A-vægtede gennemsnitlige lydtrykniveau som defineret i ISO 1996-2: 1987 og bestemt over alle natperioder i et år. Dagperioden er tidsrummet kl. 07 – 19, aftenperioden er tidsrummet kl. 19 – 22, og natperioden er tidsrummet kl. 22 – 07. 10) Letbane: Skinnebåren trafik, som både kan køre i vej efter færdselslovens regler og i eget tracé. 11) Skadelige virkninger: Negativ påvirkning af menneskers sundhed. 12) Støjindikator: Et fysisk mål til beskrivelse af ekstern støj, som har sammenhæng med en skadelig virkning. Der opereres med to støjindikatorer i denne bekendtgørelse; L den og L night . 13) Støjhandlingsplan: En plan beregnet på håndtering af støjproblemer og -virkninger, herunder om fornødent støjreduktion. 14) Støjkort: Et kort bestemt til samlet vurdering af støjeksponeringen i et bestemt område fra forskellige støjkilder eller generelle prognoser for det pågældende område. Støjkort er en samlet betegnelse for et grafisk støjkort og opgørelser af støjbelastningen. 15) Stilleområde i det åbne land: Et område afgrænset af kommunalbestyrelsen, som ikke belastes af støj fra trafik, industri eller fritidsaktiviteter, og hvor det i den overvejende del af tiden er naturens egne lyde, der dominerer. 16) Stilleområde i et større, samlet byområde: Et område, som er afgrænset af kommunalbestyrelsen, og som f.eks. ikke fra nogen støjkilde udsættes for en L den -værdi, der ligger over en bestemt værdi, som fastlægges af miljøministeren. 17) Større jernbane: En jernbane, hvor der passerer over 30.000 tog om året. 18) Større lufthavn: En civil lufthavn med mere end 50.000 operationer om året (en operation er en start eller en landing), dog ikke medregnet træningsoperationer med små fly. 19) Større, samlet byområde: Et afgrænset byområde med et indbyggertal på over 100.000 personer. 20) Større vej: En regional, national eller international vej, hvor der passerer over 3 mio. køretøjer om året, og hvor staten eller Sund- og Bælt Holding A/S eller selskaber ejet direkte eller indirekte af Sund og Bælt Holding A/S er ansvarlig for driften af vejen. 21) Trafikselskaber: De trafikselskaber der er omfattet af lov om trafikselskaber. 22) Vurderingsmetode: enhver metode til at beregne, bestemme, forudsige eller måle talværdien af en støjindikator eller de tilknyttede skadelige virkninger. 23) Vurderingsmetoden CNOSSOS: vurderingsmetode for støjindikatorer, som fastlagt i bilag II til direktiv 2002/49/EF med senere tekniske og videnskabelige tilpasninger, der består i præciseringer af formler til beregning af støj, tilpasning af tabeller til den seneste viden og forbedringer i beskrivelsen af faserne i beregningerne. Dette vedrører vejstøj, støj fra jernbaner, herunder bybaner, støj fra virksomheder og flystøj. 24) Vurderingsmetoden DANSIM: Et sæt af beregningsalgoritmer og anvisninger for vurdering af støj fra lufthavne, som beskrevet i vejledning om støj fra flyvepladser. 25) Vurderingsmetoden Nord2000: Et sæt af beregningsalgoritmer og anvisninger for vurdering af støjindikatorer. Retningslinjer for anvendelsen af metoden er beskrevet i Miljøstyrelsens vejledninger om støj fra veje og jernbaner samt Vejdirektoratets og Miljøstyrelsens Nord2000 Håndbog om beregning af vejstøj (434/2013).