Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 2058/2021 · Bekendtgørelse om dagtilbud

BEK 2058/2021 Art. 27

Økonomisk fripladstilskud til en plads i dagtilbud, til et sundt frokostmåltid og en forældrearrangeret frokostordning

In KraftAmtlicher Text

Opholdskommunen skal give et økonomisk fripladstilskud til en plads i dagtilbud efter dagtilbudslovens § 43, stk. 1, nr. 2, et sundt frokostmåltid efter dagtilbudslovens § 43, stk. 2, og en forældrearrangeret frokostordning efter dagtilbudslovens § 17, stk. 9, når forældrene eller den af forældrene, der har retten til dagtilbudspladsen og til fripladstilskuddet, jf. § 1, ved ansøgning, jf. § 30, oplyser en husstandsindkomst pr. måned, jf. § 28, der omregnet til en årlig indtægt ligger inden for fripladsskalaens indtægtsgrænser, jf. § 38. Husstandsindkomsten pr. måned omregnes til årlig indtægt ved at gange husstandsindkomsten pr. måned med 12. Fripladsskalaens indtægtsgrænser forhøjes med 63.506 kr. (2020-niveau) for enlige forsørgere, jf. stk. 4.

Stk. 2. Er den af forældrene, der har retten til dagtilbudspladsen og til fripladstilskuddet, jf. § 1, gift eller lever i et ægteskabslignende samlivsforhold, skal ægtefællens eller samleverens indtægt medregnes i husstandsindkomsten ved beregningen af økonomisk fripladstilskud.

Stk. 3. Er der hos forældrene eller den forælder, der har retten til dagtilbudspladsen og til fripladstilskuddet, jf. § 1, mere end et barn under 18 år i hjemmet, forhøjes fripladsskalaens indtægtsgrænser med 7.000 kr. for hvert barn ud over det første barn.

Stk. 4. Som enlig forsørger medregnes også den forælder, der er enlig, fordi ægtefællen eller samleveren er indsat udover 3 måneder i institutioner under Kriminalforsorgen.