BEK 2007/2021 Art. 2
Definitioner
I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) SMV: Enhver juridisk person eller personligt ejet virksomhed med dansk CVR-nr., som beskæftiger op til 249 fuldtidsansatte og som enten har en årlig omsætning på maksimalt 50 mio. EUR eller en årlig samlet balance på maksimalt 43 mio. EUR. 2) Patentvoucher: Tilsagn til at modtage tilskud til udgifter afholdt til et patenteringsforløb i overensstemmelse med denne bekendtgørelse. 3) Certifikat: Dokument udstedt af et tværkommunalt erhvervshus som bevis på gennemført samtale med fokus på immaterielle rettigheder. 4) Patentansøgningsgebyr: Den udgift, der betales for at indlevere en patentansøgning hos Patent- og Varemærkestyrelsen. 5) Organer inden for den offentlige forvaltning: Statslige myndigheder og statsfinansierede selvejende institutioner, der er omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1 og 2, i bekendtgørelse om statens regnskabsvæsen m.v., kommuner og regioner, kommunale og regionale organisationer og selskaber m.v., som er oprettet i henhold til lov om kommunernes styrelse, samt institutioner hvor statslige, regionale eller kommunale tilskud til drift udgør halvdelen eller mere og forventes vedvarende at dække halvdelen eller mere af institutionens ordinære driftsudgifter.