BEK 1978/2021 · Bekendtgørelse om arbejdsmiljøfaglige uddannelser
BEK 1978/2021 Art. 8
Krav om uddannelse og prøveaflæggelse samt beskrivelse af kvalifikationskrav for arbejde med kraner, gaffeltrucks, gaffelstablere, teleskoplæssere og lignende maskiner
Teleskoplæssere eller lignende multifunktionsmaskiner, som har mekanisk løft af byrden placeret på gafler, eller som anvendes til løft af personer, eller som anvendes til løft af containere i terminalområder må kun føres af personer, der har gennemgået og bestået uddannelsen »Teleskoplæsser«. Det fremgår af bilag 2, hvilke kvalifikationer man skal være i besiddelse af, før der kan udstedes certifikat.
Stk. 2. Med »teleskoplæssere og lignende multifunktionsmaskiner« forstås selvkørende maskiner indrettet med en udskydelig arm, beregnet til anvendelse med udskifteligt udstyr til løft af byrder, hvor armen udskydes/sammentrækkes i lige linje, og som kan hæves, sænkes og evt. krøjes.
Stk. 3. Med teleskoplæssere og lignende multifunktionsmaskiner menes endvidere selvkørende maskiner, indrettet med en udskydelig arm med fast monteret udstyr til løft af containere i terminalområder, hvor armen udskydes/sammentrækkes i lige linje, og som kan hæves, sænkes og evt. krøjes.
Stk. 4. Der stilles ikke krav om certifikat til teleskoplæssere eller lignende maskiner: 1) Hvis det maksimale udskud er 1,5 meter. 2) Hvis udskud med nøglekontakt eller lignende er begrænset til maksimalt 1,5 meter. 3) Hvis teleskoplæssere eller lignende maskiner tilhører et skib og føres af dets besætning. 4) Hvis teleskoplæssere eller lignende multifunktionsmaskiner afprøves efter reparation eller ved anvendelse uden byrder.
Stk. 5. Teleskoplæssere, der indrettes og bruges til kranarbejde, må kun føres af personer, der har uddannelsen »Teleskoplæsser« samt uddannelsen »Kranbasis«, jf. § 4. Undtagelserne i § 4 gælder også for kranarbejde med teleskoplæsser.