Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 1978/2021 · Bekendtgørelse om arbejdsmiljøfaglige uddannelser

BEK 1978/2021 Art. 17

Krav om uddannelse og beskrivelse af kvalifikationskrav for arbejde med opstilling og nedtagning af stilladser

In KraftAmtlicher Text

Følgende stilladser må kun opstilles, ændres eller nedtages af personer, der har gennemgået en uddannelse: 1) Stilladser, der er mere end 3 meter høje. 2) Skorstens- og rygningsstilladser og hængestilladser, der er mere end 3 meter over det omgivende underlag.

Stk. 2. De ansatte skal være i besiddelse af et uddannelsesbevis. Det fremgår af bilag 11, hvilke kvalifikationer man skal være i besiddelse af, før der kan udstedes et uddannelsesbevis.

Stk. 3. Personer, der inden den 15. juli 2006 har gennemført og bestået kursus om kompetenceafklaring for erfarne stilladsopstillere udarbejdet af arbejdsmarkedets parter, må dog tilsvarende opstille, ændre og nedtage stilladser, der er mere end 3 meter høje, eller skorstens- og rygningsstilladser og hængestilladser, der er mere end 3 meter over det omgivende underlag.

Stk. 4. Personer, der er ansat indenfor den toårige kontraktuddannelse for stilladsmontører, og som har gennemført og bestået det godkendte stilladskursus for systemstillads, jf. pkt. 2.2 i bilag 11, kan opnå de kvalifikationer, som fremgår af pkt. 2.3 i bilag 11 igennem en kombination af 1) et introduktionsforløb, jf. pkt. 2.3. A i bilag 11, 2) sidemandsoplæring, jf. stk. 6, og 3) et afslutningsforløb for beregningskrævende stilladser, jf. pkt. 2.3. A i bilag 11.

Stk. 5. Personer, der er ansat indenfor den toårige kontraktuddannelse for stilladsmontører, og som har gennemført og bestået det godkendte stilladskursus for systemstillads, jf. pkt. 2.2 i bilag 11, og beregningskrævende stilladser, jf. pkt. 2.3 i bilag 11, kan opnå de kvalifikationer, som fremgår af pkt. 2.4 i bilag 11 igennem en kombination af 1) et introduktionsforløb, jf. pkt. 2.4. A i bilag 11, 2) sidemandsoplæring, jf. stk. 6, og 3) et afslutningsforløb for teltoverdækning- og totalinddækningsstilladser, jf. pkt. 2.4. A i bilag 11.

Stk. 6. Når en person udfører arbejde under sidemandsoplæring, jf. stk. 4 og stk. 5, skal arbejdsgiveren sikre, at personen er under konstant opsyn af en erfaren medarbejder. Den erfarne medarbejder, der fører opsynet, skal være i besiddelse af uddannelsesbevis for at have opnået kvalifikationer på minimum det niveau, som sidemandsoplæringen angår. Den erfarne medarbejder skal samtidig være trænet i opstilling og ændring af opstilling af stilladskonstruktioner. Sidemandsoplæringen efter stk. 4 og stk. 5 kan kun foregå for den arbejdsgiver, personen under den toårige stilladsuddannelsen er ansat hos.

Stk. 7. Stilladser, der er mindre end 3 meter høje, samt skorstens- og rygningsstilladser og hængestilladser mindre end 3 meter over det omgivende underlag, må kun opstilles, ændres og nedtages af personer, der har modtaget en særlig fyldestgørende instruktion, navnlig for så vidt angår 1) forståelse af opstillings-, nedtagnings- og ændringsvejledningen for de pågældende stilladser, 2) sikkerhed under opstilling, nedtagning og ændring af de pågældende stilladser, 3) foranstaltninger til forebyggelse af risikoen for, at personer eller genstande styrter ned, 4) sikkerhedsforanstaltninger i tilfælde af ændringer i vejrforholdene, som kunne bringe de pågældende stilladsers sikkerhed i fare, 5) tilladte belastningsforhold, og 6) andre risici i forbindelse med ovennævnte opstilling, nedtagning og ændring.

Stk. 8. Stk. 1-7 gælder kun for ansatte.