Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 1814/2021 · Bekendtgørelse om tilskud til rydning af tilgroede arealer og forberedelse til afgræsning 2021

BEK 1814/2021 Art. 8

Kriterier og forpligtelser

In KraftAmtlicher Text

Tilsagn om tilskud er betinget af følgende: 1) At projektet ikke påbegyndes, før ansøger har indsendt ansøgning om tilsagn om tilskud. 2) At tilsagnshaver ejer investeringerne i projektet. 3) At projektet gennemføres på et areal, jf. § 1, hvor tilsagnshaver i hele projekt- og opretholdelsesperioden har ret til at udføre et projekt. 4) At tilsagnshaver sikrer, at kontrolmyndigheden har adgang til projektområdet og det fysiske projektmateriale i forbindelse med kontrol.

Stk. 2. For projekter om rydning af tilgroede arealer, jf. § 2, nr. 1, er tilsagn om tilskud endvidere betinget af følgende: 1) At mindst 50 pct. af projektområdet på ansøgningstidspunktet er et særligt udpeget Natura 2000-areal til rydning. 2) At projektområdet på ansøgningstidspunktet ikke omfatter areal med skov eller beliggende i skov, herunder brandbælter. 3) At projektområdet på ansøgningstidspunktet ikke omfatter areal, der anvendes til produktion af frugt, bær, planteskolekulturer, juletræer, pyntegrønt eller energiafgrøder. 4) At de arealer med træer og buske, der indgår i projektområdet på ansøgningstidspunktet, ikke er omfattet af rydningspligten i henhold til den til enhver tid gældende bekendtgørelse om jordressourcens anvendelse til dyrkning og natur. 5) At projektområdet på ansøgningstidspunktet ikke omfatter arealer, der indgår i et andet projekt, der vedrører rydning af tilgroede arealer, for hvilket der er givet tilskud til samme investering.

Stk. 3. For projekter om forberedelse til afgræsning, jf. § 2, nr. 2, er tilsagn om tilskud endvidere betinget af følgende: 1) At mindst 50 pct. af projektområdet på ansøgningstidspunktet er et særligt udpeget Natura 2000-areal til forberedelse til afgræsning, såfremt der er ansøgt på et Natura 2000-areal. 2) At mindst 10 pct. af projektområdet på ansøgningstidspunktet er et areal med overdrev, såfremt der er ansøgt på et areal med overdrev, jf. bilag 3. 3) At mindst 50 pct. af projektområdet på ansøgningstidspunktet er et areal i en nationalpark, såfremt der er ansøgt på et areal i en nationalpark, jf. bilag 3. 4) At mindst 0,1 ha af projektområdet på ansøgningstidspunktet er et areal med HNV-score på minimum 5, såfremt der er ansøgt på et areal med overdrev eller i en nationalpark uden for de særligt udpegede Natura 2000-arealer. 5) At projektområdet på ansøgningstidspunktet ikke omfatter areal med skov eller beliggende i skov, herunder brandbælter. Arealer med skov kan dog indgå i projektområdet, hvis Landbrugsstyrelsen vurderer, at ansøger har godtgjort, at arealerne er nødvendige som læ for græssende husdyr. 6) At projektområdet i perioden, hvor projektet skal opretholdes er græs- eller naturarealer, medmindre der er tale om arealer med skov, som Landbrugsstyrelsen har vurderet, kan indgå i de områder, der forberedes til afgræsning, jf. nr. 3. 7) At projektet omfatter etablering af hegn. Ved etablering af hegn skal projektområdet være et naturligt sammenhængende, selvstændigt hegnet areal. 8) At hvor der ydes tilskud til etablering af rørbro, drikkevandsforsyning, fangfold og elforsyning, skal disse investeringer være klar til brug og befinde sig inden for det projektområde, der søges forberedt til afgræsning, jf. dog stk. 4. 9) At projektområdet på ansøgningstidspunktet ikke omfatter arealer, der indgår i et andet projekt, der vedrører forberedelse til afgræsning, for hvilket der er givet tilskud til samme investering.

Stk. 4. Såfremt der ydes tilskud til etablering af drikkevandsforsyning, fangfold eller elforsyning kan disse investeringer i månederne november, december, januar, februar og marts opbevares på en ejendom, der er beliggende i tilknytning til det projektområde, der søges forberedt til afgræsning.