BEK 1798/2021 Art. 8
Indførsel og fremstilling af fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler Virksomhedsgodkendelse
For at få en godkendelse efter § 7, stk. 1, skal ansøgeren dokumentere, at virksomheden har udformet et kvalitetsstyringssystem, der er tilpasset virksomhedens forretningsområde, og som indeholder: 1) Beskrivelse af virksomhedens arbejdsområde og arbejdsprocesser. 2) Procedure for udførelse af egenkontrol med, at artiklerne er fuldt funktionsdygtige og ikke beskadigede efter transport, og at artiklerne overholder mærkningskrav og øvrige særlige krav. 3) Procedure for håndtering af fyrværkeriet eller andre pyrotekniske artikler, herunder beskrivelse af virksomhedens arbejdsrutiner. 4) Procedure til sikring af, at krav til opbevaring af fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler overholdes. 5) Procedure til sikring af, at krav til optegnelse over vareleveringer, salg og oplag, jf. § 53, overholdes. 6) Fortegnelse over medarbejdernes faglige viden vedrørende fyrværkeri eller andre pyrotekniske artikler, herunder procedure til sikring af vedligeholdelse af medarbejdernes faglige viden. 7) Procedure for behandling af afvigelser og udførelse af korrigerende handlinger. 8) Procedure for virksomhedens egen efterprøvning af kvalitetsstyringssystemets egnethed og effektivitet.
Stk. 2. Kvalitetsstyringssystemet skal dokumenteres i form af en manual eller en samling af dokumenter, der på systematisk og overskuelig måde redegør for betingelserne i stk. 1. Dokumentationen kan opbevares elektronisk.
Stk. 3. Sikkerhedsstyrelsen kan fastsætte nærmere retningslinjer for opfyldelse af betingelserne i stk. 1.
Stk. 4. Sikkerhedsstyrelsen kan dispensere fra betingelserne i stk. 1 og 2.