BEK 1798/2021 Art. 31
Erhvervelse af fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler
Fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler må ikke erhverves uden kommunalbestyrelsens tilladelse, jf. lovens § 2, stk. 1, jf. dog stk. 6.
Stk. 2. Tilladelsen meddeles af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor ansøgeren har forretningssted, eller i mangel heraf, hvor ansøgeren har bopæl. Tilladelse meddeles som generel tilladelse i overensstemmelse med, hvad der følger af stk. 4 og 5.
Stk. 3. Har ansøgeren ikke forretningssted eller bopæl i Danmark, meddeles tilladelsen af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor overdragelsen skal finde sted.
Stk. 4. Tilladelse til erhvervelse af fyrværkeri meddeles som en generel tilladelse, når ansøgeren kan godtgøre, at erhvervelse sker med henblik på videresalg, og at ansøgeren råder over personer med særlig viden om håndtering og anvendelse af den pågældende type fyrværkeri.
Stk. 5. Tilladelse til erhvervelse af andre pyrotekniske artikler meddeles som generel eller som enkeltstående tilladelse, når 1) ansøgeren råder over personer med en særlig viden om håndtering og anvendelse af den pågældende type pyrotekniske artikel, og ansøgeren har et særligt behov for erhvervelsen, herunder fordi erhvervelse sker med henblik på videresalg, eller 2) ansøgeren har en særlig viden om håndtering af de pågældende artikler og har et særligt behov for erhvervelsen, herunder fordi erhvervelse sker med henblik på videresalg.
Stk. 6. Stk. 1 gælder ikke for: 1) Konsumfyrværkeri og andre pyrotekniske artikler omfattet af kategori P1. 2) Typegodkendte lovpligtige nødsignaler og linekastningsapparater til skibe, når erhvervelsen sker hos skibsprovianteringshandlere eller forhandlere af skibsinventar mod forevisning af gyldig legitimation og dokumentation for opførelse i skibsregisteret eller fartøjsfortegnelsen eller anden dokumentation for ejerskab af et skib. 3) Godkendte scene- og festfyrværkere, når der er tale om erhvervelse af de artikler, som deres godkendelse berettiger dem til at håndtere og anvende. 4) Testlaboratorier, der er anerkendt til afprøvning og vurdering af fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler, når erhvervelsen sker som led i vurderingen og afprøvningen. 5) Bemyndigede organer.