BEK 1788/2021 Art. 14
Etablering som fest- eller scenefyrværker i Danmark
Personer, omfattet af § 1, stk. 1, nr. 2, og § 1, stk. 2, skal forud for udøvelse af erhverv som fest- eller scenefyrværker indgive ansøgning til Sikkerhedsstyrelsen om etablering som fest- eller scenefyrværker i Danmark.
Stk. 2. Følgende dokumentation skal, jf. lov om anerkendelse af visse uddannelses- og erhvervsmæssige kvalifikationer, vedlægges ansøgningen: 1) Bevis for ansøgerens nationalitet. 2) Kopi af kursus- eller uddannelsesbeviser, som giver adgang til at udøve erhverv som fest- eller scenefyrværker eller tilsvarende erhverv. 3) Attestation for ansøgerens eventuelle erhvervserfaring som fest- eller scenefyrværker eller tilsvarende erhverv, herunder hvis ansøgeren har udøvet et sådant erhverv i mindst 1 år på fuldtidsbasis eller i en tilsvarende samlet varighed på deltidsbasis i løbet af de forudgående 10 år i et af de i § 1, stk. 1, nævnte lande, hvor erhvervet som fest- eller scenefyrværker eller tilsvarende erhverv ikke er lovreguleret, bevis for erhvervsudøvelsen. 4) Attestation for, at det på tidspunktet for attestationen ikke forbydes ansøgeren at udøve erhverv som fest- eller scenefyrværker eller tilsvarende erhverv i hjemlandet eller i det land, hvorfra ansøgeren kommer, heller ikke midlertidigt. 5) Attestation for, at ansøgeren i stilling eller erhverv i øvrigt ikke har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at erhvervet som fest- eller scenefyrværker ikke vil blive udøvet på forsvarlig måde. 6) Attestation for, at ansøgeren er myndig, ikke er under værgemål og har rådighed over sit bo.
Stk. 3. De i stk. 1, nr. 4-6, omhandlede dokumenter må ved fremlæggelsen ikke være mere end 3 måneder gamle.
Stk. 4. Ansøgning og dokumentation efter stk. 1 og 2 kan fremsendes elektronisk.