Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 1761/2021 · Bekendtgørelse om flytning af betalingskonti eller betalingsordrer

BEK 1761/2021 Art. 6

In KraftAmtlicher Text

Den modtagende betalingstjenesteudbyder skal i det omfang det fremgår af samtykket eller overførselsanmodningen senest 5 arbejdsdage efter modtagelse af listen i medfør af § 5, stk. 1, nr. 1, fra den overførende betalingstjenesteudbyder udføre følgende opgaver i det omfang, det ifølge oplysningerne fra den overførende betalingstjenesteudbyder eller forbrugeren er muligt: 1) Oprette de af forbrugeren ønskede stående ordrer og udføre dem senest med virkning fra den dato, der er anført i samtykket eller overførselsanmodningen, jf. § 4, stk. 1, nr. 4. 2) Foretage nødvendige foranstaltninger for at kunne acceptere direkte debiteringer senest med virkning fra den dato, der er anført i samtykket eller overførselsanmodningen, jf. § 4, stk. 1, nr. 4, medmindre forbrugeren selv ønsker at oprette disse. 3) Oplyse forbrugeren om de rettigheder, som denne har, jf. artikel 5, stk. 3, litra d, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro. 4) Oplyse de betalere, der er anført i samtykket eller overførselsanmodningen, og som foretager tilbagevendende indgående kredittransaktioner til forbrugerens betalingskonto, om forbrugerens betalingskonto hos den modtagende betalingstjenesteudbyder. 5) Sende en kopi af forbrugerens samtykke eller overførselsanmodning til de betalere, der er anført heri. 6) Flytte forbrugerens NemKonto. 7) Om nødvendigt oplyse de betalingsmodtagere, der er anført i samtykket eller overførselsanmodningen, som foretager direkte debiteringer fra forbrugerens betalingskonto, om forbrugerens betalingskonto hos den modtagende betalingstjenesteudbyder, og fra hvilken dato der kan foretages direkte debiteringer fra denne betalingskonto samt sende en kopi af forbrugerens samtykke eller overførselsanmodning til betalingsmodtagerne.

Stk. 2. Er den modtagende betalingstjenesteudbyder ikke i besiddelse af de oplysninger, der skal meddeles betaleren, jf. stk. 1, nr. 4 og 5, eller de oplysninger, der skal meddeles betalingsmodtagerne, jf. stk. 1, nr. 7, anmoder denne forbrugeren eller den overførende betalingstjenesteudbyder om at stille de manglende oplysninger til rådighed.

Stk. 3. Vælger forbrugeren selv at udføre de i stk. 1, nr. 4, 5 og 7, nævnte opgaver, skal den modtagende betalingstjenesteudbyder sende standardbreve med betalingskontooplysningerne til forbrugeren inden for den i stk. 1 nævnte frist.

Stk. 4. Overfører den overførende betalingstjenesteudbyder saldoen fra forbrugerens konto inden udløbet af fristen, jf. stk. 1, skal den modtagende betalingstjenesteudbyder udføre opgaverne, umiddelbart efter modtagelsen af saldoen. Gennemfører den modtagende betalingstjenesteudbyder de i stk. 1, nævnte opgaver før modtagelsen af saldoen fra den overførende betalingstjenesteudbyder, skal den modtagende betalingstjenesteudbyder godtgøre forbrugeren de eventuelle omkostninger, som forbrugeren måtte have haft som følge af, at saldoen ikke er overført.