BEK 1646/2021 Art. 7
Betingelser for at modtage kompensation
Der ydes kompensation, jf. stk. 3, for den andel af den tidligere aftale(r)’s kontraktsum, jf. § 8, som leverandøren ikke var aftaleretligt forpligtet til at betale til leverandører til leverandører.
Stk. 2. Retten til kompensation er betinget af, at leverandøren kan sandsynliggøre, at de havde en berettiget forventning om at skulle have leveret lignende vare eller ydelse i 2021 som i referenceperioden, fx via skriftlig korrespondance.
Stk. 3. Det kompensationsberettigede beløb, jf. stk. 1, opgøres efter følgende procentsatser: 1) 90 pct., hvis leverandørens andel af den samlede kontraktsum har været fra 0 kr. – 50.000 kr. 2) 85 pct., hvis leverandørens andel af den samlede kontraktsum har været fra 50.001 kr. – 100.000 kr. 3) 75 pct., hvis leverandørens andel af den samlede kontraktsum har været fra 100.001 kr. – 200.000 kr. 4) 65 pct., hvis leverandørens andel af den samlede kontraktsum har været fra 200.001 kr. – 600.000 kr. 5) 50 pct., hvis leverandørens andel af den samlede kontraktsum overstiger 600.000 kr.
Stk. 4. Kompensation efter denne bekendtgørelse må ikke bidrage til, at leverandørens omsætning i perioden 1. maj 2021 til 30. september 2021 overstiger omsætningen i den anvendte referenceperiode, jf. § 6.
Stk. 5. Kompensationen kan maksimalt udgøre leverandørens øjeblikkelige likviditetsmangel.
Stk. 6. For fysiske personer, er retten til kompensation betinget af at den samlede skattepligtige indkomst i 2021 ikke overstiger 800.000 kr.
Stk. 7. Retten til kompensation efter reglerne i denne bekendtgørelse er betinget af, at leverandøren for indkomståret 2021 har betalt eller vil betale den skat, som denne er forpligtet til i henhold til gældende internationale aftaler og nationale regler. Det indebærer, at retten til kompensation er betinget af, at leverandøren ikke er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over ikke-samarbejdsvillige skattejurisdiktioner. Retten til kompensation er endvidere betinget af, at en legal ejer, der har kontrol med leverandøren, f.eks. som følge af besiddelse af en ejerandel på mindst 25 pct., ikke er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over ikke-samarbejdsvillige skattejurisdiktioner. Betingelsen i 3. pkt. finder tilsvarende anvendelse for det øverste danske moderselskab i en eventuel dansk sambeskatning, hvori leverandøren indgår.
Stk. 8. Såfremt leverandøren indirekte kontrolleres af en fysisk eller juridisk person, der er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over ikke-samarbejdsvillige skattejurisdiktioner, er retten til kompensation betinget af, at der ikke er blevet indsat mellemliggende selskaber i ejerskabsstrukturen mellem leverandøren og den pågældende fysiske eller juridiske person med opfyldelse af betingelsen i stk. 7, som hovedformål eller et af hovedformålene.