BEK 1601/2021 · Bekendtgørelse om jordbrugets anvendelse af gødning i planperioden 2021/2022
BEK 1601/2021 Art. 2
Registrering i Register for Gødningsregnskab
Register for Gødningsregnskab omfatter de virksomheder, der er registreret eller registreres i medfør af gødskningslovens § 5, stk. 2 og 4, og § 6, og virksomheder, der efter ansøgning fået tilladelse efter gødskningslovens § 7, stk. 2, til at blive registreret for en del af virksomheden, og de virksomheder, der er forblevet registreret i medfør af gødskningslovens § 58, stk. 6. Virksomhederne registres med angivelse af CVR-nr., jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Har en virksomhed efter ansøgning fået tilladelse til at blive registreret for en del af virksomheden i Register for Gødningsregnskab efter gødskningslovens § 7, stk. 2 eller efter § 2, stk. 4, i lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække, jf. lovbekendtgørelse nr. 996 af 25. juni 2018, kan virksomheden lade sig registrere med et SE-nr.
Stk. 3. Virksomheder, der kan registreres i medfør af gødskningslovens § 6, skal anmelde deres virksomhed til registrering senest den 31. juli 2022.
Stk. 4. Anmeldelse til registeret skal ske i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris Tast selv-service, som kan tilgås via Landbrugsstyrelsens hjemmeside.
Stk. 5. Registreringen i Register for Gødningsregnskab får efter gødskningslovens § 7, stk. 1, 1. pkt., virkning for hele planperioden.
Stk. 6. Afmelding af en virksomhed fra registeret, jf. gødskningslovens § 9, stk. 1, skal være modtaget i Landbrugsstyrelsen senest den 31. juli 2022.