BEK 1555/2021 Art. 5
Ansøgning og dokumentation
Festivalen skal på forlangende i ansøgningsblanketten, jf. § 4 stk. 1, eller på forespørgsel fra Slots- og Kulturstyrelsen indsende supplerende dokumentation for opfyldelse af betingelserne i denne bekendtgørelse.
Stk. 2. Ansøger skal på tro og love erklære, at det er afgørende for den videre drift, at der ydes kompensation efter ordningen, jf. § 3, stk. 12. Vurderingen beror på, at ansøger har foretaget en vurdering af likviditetsbehovet, omfanget af let omsættelige aktiver, som er nødvendige at bevare for at sikre den fortsatte drift samt en vurdering af den forventede udvikling i egenkapitalen.
Stk. 3. Ansøgeren skal på tro og love erklære, at de afgivne oplysninger i ansøgningen er korrekte. Erklæringen skal underskrives i henhold til de af ansøgningen omfattede juridiske enheders tegningsregel.
Stk. 4. Ansøgeren skal i ansøgningen på tro og love endvidere erklære, at modtageren for indkomståret 2021 har betalt eller vil betale den skat, som den er forpligtet til i henhold til gældende internationale aftaler og nationale regler.
Stk. 5. Slots- og Kulturstyrelsen kan meddele administrativt afslag på ansøgninger om kompensation, når oplysningerne i tilknytning til ansøgningen må anses som mangelfulde eller ikke-retvisende samt når den dokumentation, der er fremsendt som bilag til ansøgningen, er utilstrækkelig.
Stk. 6. I de tilfælde, hvor Slots- og Kulturstyrelsen meddeler administrativt afslag efter stk. 5, kan ansøger indsende en fornyet ansøgning med de fornødne oplysninger og den påkrævede dokumentation.