BEK 1517/2021 · Bekendtgørelse om ikkekommercielt tv i MUX 1
BEK 1517/2021 Art. 26
Radio- og tv-nævnets behandling af ansøgninger
Ved behandling af ansøgninger om tilladelser i henhold til § 3, stk. 1, skal Radio- og tv-nævnet søge at sikre den enkelte region en samlet programvirksomhed af alsidig karakter i relation til eksempelvis emner, målgrupper og geografisk spredning indenfor tilladelsesområdet.
Stk. 2. Ved behandlingen af ansøgninger, jf. stk. 1, kan Radio- og tv-nævnet bl.a. lægge vægt på ansøgerens økonomiske formåen og mulighed for at realisere de opstillede programplaner.
Stk. 3. Ved behandling af ansøgninger om tilladelser i henhold til § 3, stk. 2, til særordningen, udsteder Radio- og tv-nævnet tilladelse til ansøgere, der opfylder følgende tre kriterier: 1) At ansøgers formål er at producere ikkekommercielt tv, som er produceret af og rettet mod personer med fysisk funktionsnedsættelse og psykisk eller intellektuel funktionsnedsættelse. 2) At ansøger har haft programtilladelse fra Radio- og tv-nævnet gældende til de landsdækkende sendebånd i MUX 1, som udløb pr. 31. december 2013. 3) At programvirksomheden henvender sig til en landsdækkende målgruppe.
Stk. 4. Tilladelsesindehavere efter særordningen, jf. § 3, stk. 2, kan ikke opnå tilladelse, jf. § 3, stk. 1, eller tilskud, jf. § 35.