BEK 1515/2021 Art. 5
Kompensationsberettiget tab og krav
Der ydes kompensation for 90 pct. af det forventede omsætningstab for den selvstændiges virksomhed, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. For perioden fra og med den 1. juli 2021 til og med den 31. august 2021 kan der opnås kompensation på op til 23.000 kr. pr. måned pr. selvstændig, og for perioden fra og med den 1. september til og med den 30. september 2021 kan der opnås kompensation på op til 20.000 kr. pr. måned pr. selvstændig, jf. dog stk. 3-6.
Stk. 3. Selvstændige med forbud mod at holde åbent, jf. § 2, nr. 10, kompenseres med 100 pct. af det forventede omsætningstab for den periode forbuddet er gældende, dog maksimalt 23.000 kr. pr. måned pr. selvstændig, hvis den selvstændige ikke har haft omsætning i denne periode, jf. dog stk. 4-6. Selvstændige kan uafhængigt af størrelsen på omsætningstabet i kompensationsperioden, kompenseres efter 1. pkt., såfremt forbuddet er gældende i minimum 7 dage.
Stk. 4. Såfremt den selvstændige maksimalt trækker 23.000 kr. ud af virksomheden i kompensationsperioden pr. hele måned, der modtages kompensation, jf. § 4, stk. 6-7, kan den selvstændige opnå kompensation på op til 30.000 kr. pr. måned pr. selvstændig, jf. dog 2. pkt. Selvstændige, der har mindst én fuldtidsbeskæftiget ansat i hele kompensationsperioden, jf. § 4, stk. 3, kan opnå kompensation på op til 33.000 kr. pr. måned pr. selvstændig.
Stk. 5. Der kan opnås kompensation efter stk. 4, for perioden fra og med den 1. juli 2021 til og med den 31. august 2021. Selvstændige omfattet af stk. 3, kan dog opnå kompensation efter stk. 4, for perioden fra og med den 1. juli 2021 til og med den 30. september 2021.
Stk. 6. Såfremt en selvstændig har en medarbejdende ægtefælle, hæves loftet for den maksimale kompensation forholdsmæssigt. Der kan dog maksimalt opnås kompensation på op til 23.000 kr. pr. måned for den medarbejdende ægtefælle i juli 2021 og august 2021, og 20.000 kr. for september 2021, jf. dog 3. pkt. Selvstændige, der kompenseres efter stk. 3, kan for september 2021 maksimalt opnås kompensation på op til 23.000 kr. for den medarbejdende ægtefælle.
Stk. 7. Kompensation efter denne bekendtgørelse er omfattet af reglerne i Temporary Framework for State aid measures to support the economy in the current COVID-19 outbreak sektion 3.1, hvorefter der ifølge punkt 22(a), kan tildeles et samlet kompensationsbeløb svarende til maksimalt 1.800.000 EUR for kompensationsordninger omfattet heraf indtil den 31. december 2021. I medfør af reglerne i sektion 3.1 punkt 23(a), kan der indtil den 31. december 2021 tildeles et samlet kompensationsbeløb svarende til maksimalt 270.000 EUR for virksomheder inden for fiskeri- og akvakultursektoren og maksimalt 225.000 EUR til virksomheder, der beskæftiger sig med primærproduktion af landbrugsprodukter. Ved beregning af de i denne bekendtgørelse omhandlede støttetærskler for kompensation under Temporary Framework skal alle enheder, som de jure eller de facto kontrolleres af én og samme enhed, betragtes som én virksomhed, som defineret i Bilag I til Europa-Kommissionens forordning nr. 651/2014 af 17. juni 2014, om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108. I medfør af reglerne i sektion 3.1 punkt 22(ca), er mikro og små virksomheder, som defineret i Bilag I til Europa-Kommissionens forordning nr. 651/2014 af 17. juni 2014, der den 31. december 2019 var kriseramt, som defineret i artikel 1, stk. 4, litra c, i Europa-Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014 af 17. juni 2014, ikke berettigede til kompensation, såfremt virksomheden på tidspunktet for afgørelse om kompensation er underlagt konkursbehandling, og virksomheden har modtaget redningsstøtte eller omstruktureringsstøtte.