BEK 1448/2021 Art. 1
Anvendelsesområde
Denne bekendtgørelse indeholder indretningskrav og krav ved ombygning eller væsentlig reparation af de i stk. 2 nævnte typer elevatorer m.v., der allerede er installeret i en bygning eller i et anlæg m.v.
Stk. 2. Følgende typer elevatorer og deres tilbehør er omfattet af bekendtgørelsen: 1) Personelevatorer og person-godselevatorer, der ikke er omfattet af elevatordirektivet. 2) Løfteplatforme til persontransport, som hverken er omfattet af maskindirektivet eller elevatordirektivet. 3) Paternosterelevatorer. 4) Godselevatorer, der ikke er omfattet af maskindirektivet, og som er udstyret med betjeningsanordninger, der ikke kan benyttes af en person, der befinder sig i elevatorstolen, og hvis a) belastningen er 100 kg eller derover, eller b) adgangsåbningshøjden er 1 m eller derover. 5) Trappeløbselevatorer, som ikke er omfattet af maskindirektivet. 6) Rulletrapper og rullefortove, som ikke er omfattet af maskindirektivet.
Stk. 3. Følgende typer elevatorer og deres tilbehør er ikke omfattet af bekendtgørelsen: 1) Tovinstallationer, herunder svævebaner, til offentlig eller ikke-offentlig personbefordring. 2) Elevatorer, der er specielt konstrueret og bygget til militære eller politimæssige formål. 3) Små godselevatorer, hvis maksimale belastning er mindre end 100 kg, og hvis adgangsåbningshøjde er mindre end 1 m. 4) Elevatorer i mineskakter. 5) Elevatorer og løfteplatforme til at løfte de optrædende under kunstnerisk optræden. 6) Løftemateriel installeret i transportmidler. 7) Løftemateriel, der hører til en maskine eller en konstruktion, og som udelukkende er bestemt til adgang til betjeningsstedet, eller for udførelsen af reparation og vedligeholdelse af maskinen eller konstruktionen. 8) Tandhjulsbaner. 9) Byggepladselevatorer. 10) Trappeløbselevatorer til ren godstransport.
Stk. 4. Bekendtgørelsens kapitel 10 om ombygning og væsentlig reparation af elevatorer omfatter kun de elevatorer, som er nævnt i stk. 2, nr. 1.