BEK 1298/2021 Art. 23
Bortfald og tilbagebetaling af pristillæg
Energistyrelsen kan træffe afgørelse om helt eller delvist bortfald af tilsagn om pristillæg efter §§ 7 og 8, hvis: 1) ansøger har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger af betydning for Energistyrelsens behandling af ansøgning om tilsagn, 2) tilskudsmodtager ikke opfylder de nærmere fastsatte vilkår for pristillægget eller andre betingelser for tilsagnet eller udbetaling af pristillægget, eller 3) pristillægget er udbetalt i strid med Europa-Kommissionens retningslinjer for statsstøtte til miljøbeskyttelse af 1. april 2008 (2008/C 82/01).
Stk. 2. Hvis der er udbetalt pristillæg i henhold til et tilsagn, der bortfalder efter stk. 1, kan pristillægget kræves helt eller delvist tilbagebetalt.
Stk. 3. Tilbagebetaling af pristillægget skal ske senest 14 dage efter påkrav. Tilbagebetales det skyldige beløb ikke rettidigt, tillægges beløbet rente efter forfaldsdagen svarende til den rente, der er fastsat i medfør af § 5 i lov om renter ved forsinket betaling m.v. Den tillagte rente udgør dog mindst 50 kr.