BEK 1196/2021 Art. 11
Femern A/S’ orientering af beboerne eller sommerhusejerne efter § 6, stk. 1-4, skal indeholde et tilbud om kompensation med oplysning om størrelsen heraf for samtlige af de anlægsfaser, hvori husstanden eller sommerhusejeren/sommerhusejerne skønnes berettiget til kompensation.
Stk. 2. Ønsker husstanden eller sommerhusejeren/sommerhusejerne at acceptere tilbuddet, underskriver alle beboere i husstanden eller alle sommerhusejere tilbuddet med oplysninger om, 1) hvordan kompensationen skal fordeles mellem beboerne eller ejerne, og 2) hvilken bankkonto de enkelte beløb til beboerne i husstanden eller sommerhusejerne kan udbetales til, hvis ikke beboeren eller sommerhusejeren ønsker kompensationen indsat på sin NEM-konto.
Stk. 3. Oplysningerne nævnt i stk. 2 skal indsendes til Femern A/S inden 8 uger efter tilbuddets dato, idet tilbuddet ellers er bortfaldet. Ønsker husstanden eller sommerhusejeren/sommerhusejerne kompensation senere end 8 uger efter modtagelsen af et tilbud, orienterer beboerne eller sommerhusejeren/sommerhusejerne Femern A/S herom. Femern A/S sender herefter et nyt tilbud til beboeren eller sommerhusejeren/sommerhusejerne. Husstanden eller sommerhusejeren/sommerhusejerne mister ikke retten til kompensation uanset overskridelse af fristen.