BEK 1129/2021 Art. 6
Arbejdets planlægning, tilrettelæggelse og udførelse
Ved arbejdets udførelse skal der tages hensyn til den ansattes alder, indsigt, arbejdsevne og øvrige forudsætninger med henblik på, at de sikkerheds- og sundhedsmæssige risici ved arbejdet er nedbragt så meget, som det er rimeligt praktisk muligt.
Stk. 2. Særligt følsomme risikogrupper, herunder gravide, skal beskyttes mod farer, som er særligt alvorlige for dem.
Stk. 3. Når arbejdsgiveren er underrettet om, at en ansat er gravid, skal arbejdsgiveren sikre, at der i vurderingen af de sikkerheds- og sundhedsmæssige risici, jf. bekendtgørelse om styring af sikkerhed og sundhed m.v. i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter m.v., indgår en vurdering af, om den ansatte er udsat for påvirkninger, der kan indebære en fare for graviditeten, jf. navnlig agenser, arbejdsprocesser og arbejdsforhold, som nævnt i bilag 1.
Stk. 4. Hvis det herefter vurderes, at der er en risiko for, at en gravid er udsat for påvirkninger nævnt i stk. 3, skal det ud fra en vurdering af arten, omfanget og varigheden af den enkelte påvirkning fastlægges, om denne risiko vil få negativ indvirkning på graviditeten. I givet fald træffes foranstaltninger efter stk. 5 og 6 til imødegåelse heraf.
Stk. 5. Foranstaltningerne skal om muligt bestå i tekniske foranstaltninger eller indretning af arbejdspladsen. Hvis det ikke er muligt og rimeligt på denne måde at opnå tilstrækkelig beskyttelse af den ansatte, skal risikoen imødegås ved foranstaltninger i forbindelse med arbejdets planlægning og tilrettelæggelse, herunder om nødvendigt ændring af arbejdstiden og begrænsning af natarbejde.
Stk. 6. Hvis det ikke er muligt at opfylde stk. 5, kan foranstaltningerne bestå i overførsel til andre arbejdsopgaver, der ikke indebærer fare for den gravides sikkerhed og sundhed.
Stk. 7. Hvis det vurderes, at foranstaltninger efter stk. 5 og 6 ikke er tilstrækkelige til at imødegå risiko for den gravides sikkerhed eller sundhed, må beskæftigelse ved det pågældende arbejde ikke finde sted.