BEK 1069/2021 Art. 5
Deltagelse i et VE-fællesskab og et borgerenergifællesskab og ejerskab af kapitalandele i et VE-fællesskab og borgerenergifællesskab er åben og frivillig. Deltagelse i et VE-fællesskab og et borgerenergifællesskab og ejerskab af kapitalandele i et VE-fællesskab og et borgerenergifællesskab kan dog begrænses af VE-fællesskabets og borgerenergifællesskabets interessentskabskontrakt eller vedtægter.
Stk. 2. Deltagere og kapitalejere i et VE-fællesskab og et borgerenergifællesskab bevarer deres rettigheder og forpligtelser som elforbrugere, herunder som husholdningsforbruger og aktiv kunde.
Stk. 3. Hvis en deltager eller kapitalejer i et VE-fællesskab og et borgerenergifællesskab trækker sig ud af VE-fællesskabet og borgerenergifællesskabet finder de relevante selskabsretlige regler anvendelse afhængig af selskabsformen. Retten til at trække sig ud af et VE-fællesskab og et borgerenergifællesskab påvirker ikke eventuelle hæftelsesforpligtelser for deltageren eller kapitalejeren i forhold til VE-fællesskabet og borgerenergifællesskabet eller forpligtelser indgået af VE-fællesskabet og borgerenergifællesskabet.
Stk. 4. En deltager eller kapitalejer i et VE-fællesskab og borgerenergifællesskab anvender sin ret til at vælge elhandelsvirksomhed efter elforsyningsloven § 6, stk. 1, 2. pkt., når VE-fællesskabet og borgerenergifællesskabet indgår en aftale om levering og deling af elektricitet med en elhandelsvirksomhed, jf. § 13. Dette påvirker dog ikke deltagerens eller kapitalejerens adgang til frit at aftale levering af elektricitet med en anden elhandelsvirksomhed, forudsat at den krævede tilslutning og de nødvendige målepunkter er etableret.