BEK 994/2021 · Bekendtgørelse om sundhedsrådgivningsaftaler for akvakulturvirksomheder
BEK 994/2021 Art. 7
Rådgivningsbesøg, besøgsrapport, statusrapport og dyrlægens journal med optegnelser m.m.
En sundhedsrådgivningsaftale skal omfatte mindst 6 årlige rådgivningsbesøg, hvoraf mindst 5 skal gennemføres af besætningsdyrlægen. Besætningsdyrlægen kan træffe aftale med anden dyrlæge (stedfortræder) om varetagelse af et af de 6 årlige rådgivningsbesøg.
Stk. 2. Mindst 4 rådgivningsbesøg skal aflægges i perioden 1. april til 31. august med et interval af mindst 20 og højst 35 dage.
Stk. 3. I en besætning, hvor der i en del af året ikke findes akvakulturdyr, kan Fødevarestyrelsen efter ansøgning meddele dispensation fra kravet om 6 årlige rådgivningsbesøg. Dispensation kan gøres betinget af nærmere angivne vilkår.
Stk. 4. I en besætning, for hvilken det kan dokumenteres, at sygdom overvejende forekommer i en anden periode end 1. april til 31. august, kan Fødevarestyrelsen efter ansøgning meddele dispensation til at aflægge de i stk. 2 nævnte rådgivningsbesøg i en anden periode af året. Dispensation kan gøres betinget af nærmere angivne vilkår.