BEK 994/2021 · Bekendtgørelse om sundhedsrådgivningsaftaler for akvakulturvirksomheder
BEK 994/2021 Art. 10
Rådgivningsbesøg, besøgsrapport, statusrapport og dyrlægens journal med optegnelser m.m.
Besætningsdyrlægen eller dennes stedfortræder afslutter hvert rådgivningsbesøg i besætningen med en skriftlig besøgsrapport. Én gang årligt kan en besøgsrapport dog erstattes af en statusrapport, jf. § 11.
Stk. 2. Besøgsrapporten skal indeholde: 1) beskrivelse af udbredelsen af de på besøgsdagen diagnosticerede sygdomme i alle afsnit af besætningen med angivelse af kg behandlingskrævende dyr pr. afsnit, 2) beskrivelse og vurdering af andre forhold af betydning for den aktuelle sundhedstilstand, jf. bilag 2, 3) vurdering af iværksatte tiltag i henhold til aftalte handlingsplaner beskrevet i seneste besøgsrapport, 4) vurdering af medicinforbruget på baggrund af punkterne 1 og 2 samt besætningsejerens optegnelser siden sidste rådgivningsbesøg, og 5) aftalte handlingsplaner, herunder vaccinationsprogram, for den kommende periode på baggrund af punkterne 1-4.
Stk. 3. Besøgsrapporten skal senest 8 dage efter rådgivningsbesøget udleveres til den ansvarlige for besætningen i underskrevet stand. Med sin underskrift bekræfter den ansvarlige for besætningen samtidig at have deltaget i rådgivningsbesøget og have accepteret de aftalte handlingsplaner. Dyrlægen skal opbevare kopi af besøgsrapporten jf. § 12, stk. 2, nr. 6, i mindst 2 år. Kopien skal på forlangende umiddelbart kunne forevises for og udleveres til kontrolmyndigheden.