BEK 986/2021 · Bekendtgørelse om støtte til ugeaviser som følge af COVID-19
BEK 986/2021 Art. 5
Betingelser for at modtage støtte
Ret til udbetaling af støtte efter denne bekendtgørelse forudsætter: 1) at virksomheden kan redegøre for, at tabet i annonceindtægter er sket i relation til myndighedernes tiltag mod COVID-19, 2) at mediet har haft en nedgang i annonceindtægter på minimum 30 pct. i forhold til referenceperioden, jf. § 3, nr. 4, 3) at mediet er omfattet af Pressenævnets kompetence og på ansøgningstidspunktet er anmeldt hos Pressenævnet, 4) at mediet har en ansvarshavende redaktør, 5) at mediet på redaktionen har redaktionelle medarbejdere, som sammen med den ansvarshavende redaktør udgør minimum 0,5 lønnet redaktionelt årsværk, 6) at mediet har et indhold, hvor mindst 15 pct. af det samlede indhold er redaktionelt indhold i form af artikler mv., 7) at mediet har det blandede indhold, der typisk karakteriserer ugeaviser, og som hidrører fra forskellige kilder, 8) at mediet i det redaktionelle stof dækker et bredere emneområde, 9) at mediet har et indhold, hvor mindst 33 pct. af det redaktionelle indhold er selvstændigt journalistisk bearbejdet med henblik på offentliggørelse i det pågældende nyhedsmedie, og 10) at mediet udkommer minimum 44 gange om året.
Stk. 2. I opgørelsen af de redaktionelle årsværk, jf. stk. 1, nr. 5, indgår lønnede indholdsproducerende medarbejdere, herunder lønnede praktikanter samt redaktionelle ledere med kreativ redaktionel slutproduktion til det pågældende medie. Et redaktionelt årsværk kan bestå af flere medarbejdere. Freelancemedarbejdere tæller ikke med ved opgørelsen af redaktionelle årsværk.
Stk. 3. Ved redaktionelt stof, jf. stk. 1, nr. 6, forstås indhold, der ikke er annoncer. Indholdsfortegnelse, avishoved, navigationsfunktioner m.v. medregnes som redaktionelt stof. Ved vurderingen af digitale mediers indhold sker opmålingen på baggrund af mediets wireframe.
Stk. 4. Ved et bredere emneområde, jf. stk. 1, nr. 8, forstås flere emner som fx nyheder, meningsdannende stof, kulturelt stof og politisk stof fra lokalområdet mv., eller hvis ét emne behandles generelt og belyses fra flere og brede synsvinkler.
Stk. 5. Ved selvstændigt journalistisk bearbejdet indhold med henblik på offentliggørelse i det pågældende nyhedsmedie, jf. stk. 1, nr. 9, forstås produktion af indhold, der er aftalt med mediet, og som er initieret, igangsat, udført af eller for, publiceret i og betalt af mediet. Blogindlæg på skrevne internetbaserede nyhedsmedier betragtes alene som indhold, der er selvstændigt journalistisk bearbejdet med henblik på offentliggørelse i det pågældende medie, hvis den pågældende blogger er fast tilknyttet og aflønnet af nyhedsmediet.
Stk. 6. Internetbaserede medier, der alene udkommer digitalt, er ikke omfattet af stk. 1, nr. 10.