BEK 699/2021 Art. 10
Mærkning m.v. på enkeltpakninger og ydre emballage på elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere med og uden nikotin
Enkeltpakninger og ydre emballage skal mærkes med produkt-ID, oplysninger om antal og indhold i overensstemmelse med pakkens indhold og kan mærkes med oplysninger om, hvilken type produkt, der skal anvendes sammen med produktet.
Stk. 2. Ydre emballage og enkeltpakninger til elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere med og uden nikotin, der indeholder kendetegnende aroma, må mærkes én gang med 1) »Med tobakssmag«, eller 2) »Med mentolsmag«.
Stk. 3. Den påførte tekst efter stk. 1 og 2 1) må bestå af små bogstaver a-å, dog således at begyndelsesbogstavet kan være med stort, 2) må bestå af tallene 0-9, 3) skal have skrifttypen Helvetica, 4) skal have farven mat Pantone Cool Gray 2 C, 5) skal have skriftstørrelse op til 10 punkt og 6) skal skrives i samme retning som sundhedsadvarslen.