BEK 571/2021 Art. 12
Kontrol, tilsyn og sanktioner
Virksomheden skal senest den 31. maj 2021 indsende en opgørelse over virksomhedens faktiske omsætning samt virksomhedens faktiske faste omkostninger i kompensationsperioden til Erhvervsstyrelsen.
Stk. 2. Hvis virksomhedens seneste resultat, jf. § 2, nr. 10, er negativt skal virksomheden indsende resultat for kompensationsperioden. Den maksimale kompensation er I) resultat pr. dag i seneste resultat fratrukket resultat pr. dag i kompensationsperioden II) multipliceret med antallet af dage i kompensationsperioden. Hvis resultatet i 2. pkt. er negativt, har virksomheden ikke ret til kompensation og eventuel allerede udbetalt kompensation vil skulle tilbagebetales.
Stk. 3. Hvis virksomhedens faktiske omsætning i kompensationsperioden, faktiske faste omkostninger i kompensationsperioden, seneste resultat eller øvrige oplysninger angivet efter § 8, afviger fra det i ansøgningen anførte, træffer Erhvervsstyrelsen på grundlag af den indsendte dokumentation afgørelse om efterregulering af den udbetalte kompensation. Efterreguleringen sker, jf. § 3, stk. 2 og 3, i opadgående eller nedgående retning, afhængigt af om virksomhedens oplysninger, jf. §§ 8 og 12, stk. 1, har resulteret i, at Erhvervsstyrelsen har udbetalt en for lav eller for høj kompensation.
Stk. 4. Virksomheder, som har modtaget kompensation for en fire måneders periode, jf. § 2, nr. 8, litra b, kan i forbindelse med indsendelse af opgørelsen efter stk. 1, ændre kompensationsperioden til tre måneder, jf. § 2, nr. 8, litra a.
Stk. 5. Hvis efterreguleringen resulterer i en opjustering, så det samlede kompensationsbeløb bliver på mere end 60 mio. kr., er det en betingelse for udbetaling af mere end 60 mio. kr., jf. § 3, stk. 6, at virksomheden indsender en erklæring efter § 8, stk. 3.
Stk. 6. Virksomheder der efter § 3, stk. 5, har fået udbetalt kompensation på mere end 60 mio. kr. og derved omfattes af betingelsen i § 3, stk. 6, kan vælge at tilbagebetale kompensation modtaget efter reglerne i denne bekendtgørelse, som er på mere end 60 mio. kr., og derved opnå at være undtaget fra betingelsen i § 3, stk. 6.
Stk. 7. Erhvervsstyrelsen kan kræve den udbetalte kompensation helt eller delvist tilbagebetalt, hvis ikke den foreskrevne dokumentation indsendes inden for den i stk. 1, foreskrevne frist eller frist fastsat af Erhvervsstyrelsen i forbindelse med krav om supplerende dokumentation, jf. stk. 2, samt hvis dokumentationen i øvrigt vurderes utilstrækkelig. Erhvervsstyrelsen kan ligeledes foretage efterregulering af den udbetalte kompensation, hvis det i forbindelse med den efterfølgende kontrol viser sig, at en virksomhed har fået mere eller mindre i kompensation, end virksomheden er berettiget til efter reglerne i denne bekendtgørelse.
Stk. 8. Opstår der flere krav om tilbagebetaling af kompensation efter dette kapitel fra samme modtager, kan disse lægges sammen og kræves tilbagebetalt som ét samlet tilbagebetalingskrav. Stiftelses- og forfaldstidspunkt for det samlede tilbagebetalingskrav er sammenfaldende med datoen for Erhvervsstyrelsens seneste udbetaling til NemKonto af kompensation for den kompensationsperiode, jf. § 2, nr. 8, tilbagebetalingskravet dækker over.
Stk. 9. Viser resultatet af efterreguleringen efter stk. 7 og 8, at virksomheden skal tilbagebetale mindre end 200 kr. af den allerede udbetalte kompensation, vil Erhvervsstyrelsen ikke træffe afgørelse om tilbagebetaling.