BEK 555/2021 · Bekendtgørelse for Grønland om adoption
BEK 555/2021 Art. 22
Samtykke fra barnet og oplysning om barnets holdning til adoptionen
Samtykke fra barnet, jf. anordningens § 8, stk. 1, skal afgives under personligt fremmøde for Rigsombudsmanden eller politiet.
Stk. 2. Har barnet bopæl eller ophold i Danmark eller på Færøerne, kan Rigsombudsmanden anmode Familieretshuset eller Rigsombudsmanden på Færøerne om at indkalde barnet til personligt fremmøde med henblik på at afgive samtykket.
Stk. 3. Har barnet bopæl eller længerevarende ophold i udlandet, kan Rigsombudsmanden anmode en dansk repræsentation om at indkalde barnet til personligt fremmøde med henblik på at afgive samtykket.
Stk. 4. Samtykket afgives skriftligt eller mundtligt. Afgives samtykket skriftligt, anvendes en godkendt blanket. Afgives samtykket mundtligt, udfærdiges der en erklæring om, at samtykket er afgivet.
Stk. 5. Inden barnet afgiver samtykke, skal barnet vejledes om virkningerne af adoptionen og samtykket, herunder om anordningens kapitel 2 og 3.
Stk. 6. § 20 finder tilsvarende anvendelse.