BEK 555/2021 · Bekendtgørelse for Grønland om adoption
BEK 555/2021 Art. 14
Adoptionssagens behandling
Ansøges der om international familieadoption, der er omfattet af Haagerkonventionen, og finder Rigsombudsmanden på baggrund af de foreliggende oplysninger, at adoptionen kan antages at være bedst for barnet, sender Rigsombudsmanden ansøgningen til den myndighed, som er blevet udpeget som centralmyndighed i afgiverlandet, eller anden relevant myndighed. Ansøgningen skal vedlægges en rapport om adoptionsansøgeren og en begrundet tilkendegivelse fra Rigsombudsmanden om, at ansøgeren på baggrund af de foreliggende oplysninger må anses for egnet til at adoptere barnet.
Stk. 2. Finder Rigsombudsmanden på baggrund af de modtagne oplysninger om barnet fra afgiverlandet, at en adoption kan gennemføres, afgiver Rigsombudsmanden på en godkendt blanket erklæring i overensstemmelse med konventionens artikel 17 c og sender erklæringen til afgiverlandets centralmyndighed eller den myndighed, som centralmyndigheden har bemyndiget til at modtage eller afgive erklæringen. Rigsombudsmanden påser, at afgiverlandet ligeledes sender en artikel 17 c-erklæring til Rigsombudsmanden.
Stk. 3. Ansøges der om international familieadoption, der ikke er omfattet af Haagerkonventionen, skal Rigsombudsmanden forelægge sagen for afgiverlandets myndigheder.
Stk. 4. Rigsombudsmanden kan i de situationer, der er nævnt i stk. 2 og 3, forlange, at ansøgeren tilmelder sig en formidlende organisation, hvis lovgivningen i afgiverlandet kræver, at ansøgningen indgives af en sådan organisation, eller hvis det i øvrigt skønnes hensigtsmæssigt.