BEK 442/2021 Art. 11
Registrerede personers adgang til oplysninger om sig selv
Politiet udsteder straffeattester for private personer, når de pågældende fremsætter begæring herom. For personer under 18 år udstedes straffeattester dog kun, når forældremyndighedens indehaver eller den pågældendes værge har givet samtykke.
Stk. 2. I straffeattester efter stk. 1 optages alene afgørelser, som er tilført afgørelsesdelen, og som omfatter overtrædelse af straffeloven, lagtingslov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning, lovgivningen om euforiserende stoffer, lagtingslovgivningen om våben m.v. eller udenlandske afgørelser med følgende begrænsninger: 1) Tiltalefrafald medtages ikke, hvis der er forløbet 2 år fra datoen for tiltalefrafaldets godkendelse i retten. 2) Bødestraffe medtages ikke, hvis der er forløbet 2 år fra datoen for den endelige afgørelse. 3) Andre afgørelser medtages ikke, hvis der er forløbet 3 år fra datoen for den endelige afgørelse. Hvis den, som afgørelsen vedrører, har været indsat til afsoning, medtages afgørelsen dog, hvis der ikke er forløbet 5 år fra den endelige løsladelse. 4) Retsfølger efter straffelovens §§ 68-70 medtages ikke, hvis der er forløbet 5 år fra retsfølgens endelige ophævelse.
Stk. 3. Er der tale om overtrædelser begået af unge mellem 15 og 18 år, gælder endvidere følgende begrænsninger: 1) Tiltalefrafald med vilkår om ungdomskontrakt medtages ikke. 2) Bødestraffe medtages ikke, hvis det er første gang, den pågældende modtager en afgørelse, der omfatter overtrædelse af straffeloven, og der er forløbet 1 år fra datoen for den endelige afgørelse.
Stk. 4. De i stk. 2 og 3 nævnte tilførsler medtages ikke, hvis den pågældende straffebestemmelse senere er ophævet.
Stk. 5. Rigspolitiet kan efter ansøgning fra den registrerede i særlige tilfælde meddele dispensation fra de i stk. 2 og 3 anførte tidsfrister. § 11 a. En afgørelse, der angår en overtrædelse begået af unge mellem 15 og 18 år, som ikke tidligere har modtaget en afgørelse omfattet af § 11, medtages kun på en straffeattest efter reglerne i § 11, hvis den pågældende inden for en periode på tre år fra tidspunktet for afgørelsen begår et nyt strafbart forhold, der skal medtages på en straffeattest efter reglerne i § 11.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis der ved den første afgørelse er idømt en sanktion efter straffelovens § 74 a (ungdomssanktion), retsfølger efter straffelovens §§ 68-70 eller en ubetinget frihedsstraf.